Quantcast
Channel: Birgitte på nettet
Viewing all 619 articles
Browse latest View live

Forspiring af dahlier og status på fuglefrø.

$
0
0
Nu er der fyldt godt op i orangeriet!
15 store potter med dahliaknolde kom ind til forspiring i dag. De kunne lige præcis få plads, men det er nok noget trængt derude nu:)


Knoldene opbevares frostfrit i udhuset og da jeg tog dem udenfor, måtte jeg lige tjekke om de var saftige og spændstige. Det gør jeg ved at ridse i dem med neglen.


Måske kan man godt se, hvor jeg har ridset i den midterste knold. Sådan skal de se ud, så er der liv i dem.
Når jeg tager dem op om efteråret, gør jeg det, når jorden er rimelig tør i krukken for så er de meget nemmere at få ud. Det er også nemmere at få det værste jord af knoldene. Hele vinteren har de været opbevaret i trækasser foret med avispapir og det fungerer godt.
Der var dog én knold, som var helt udtørret, så den kasserede jeg, men alle de andre har det fint.


Her er 15 potter med dahlierne. Der var ca. 7-8 stykker mere, som var alt for store til at komme i plastikpotter eller jeg havde i hvert fald ikke potter, der var store nok, så de står stadig i udhuset og må vente på at blive plantet direkte ud i krukkerne om et stykke tid. Dem, jeg ikke forspirer, plejer jeg at plante ud i sidste halvdel af april - det kan de godt tåle - så om en uges tid vil jeg gøre det.
Dem på billedet fik jeg lige præcis plads til i orangeriet. Forhåbentlig kan jeg snart tage det store oliventræ ud, så bliver der noget mere plads.
Jeg fandt lidt læ i haven for jeg skal da lige love for, at det stormer i dag. Jeg tror, det har blæst op her i eftermiddag.

Jeg ville gerne have siddet med kameraet på en stol og iagttage fuglene i haven, når de spiser fuglefrøene i foderhuset, men det var for koldt og blæsende. Status er, at det vildtfuglefrø, jeg har købt hos dyrehandleren, er bedre end det man køber i supermarkeder, for det hele bliver spist - også det, der falder på jorden. Jeg spurgte dyrehandleren, hvad der var i blandingen. Han remsede rigtig mange frø op og også knuste majskorn. Jeg har talt 8 forskellige småfugle i haven. Det synes jeg, er rigtig hyggeligt.
I morgen kalder arbejdet igen, men det har været skønt at holde et par feriedage.

Tulipaner, rabarber og andet haveguf

$
0
0
Selvom det har blæst en halv pelikan,
så vokser planterne godt ude nu. Man kan næsten se dag for dag, hvor meget de er groet. Jeg bliver lige glad hver gang, jeg kan se, at selvom vejret er koldt og blæsende, så gror planterne fint. Det kan man da kun blive i godt humør af!


Der er godt gang i tulipankrukkerne nu. Der dukker flere og flere hoveder op. 


De hvide perlehyacinter er ved at være slut. De skal plantes ud i et bed, men anemonerne, stedmoderblomsterne er fine og snart er der tulipaner her også.


Det lover godt!


Jeg har også mange narcisser ude i bedene. Denne er helt hvid. Jeg husker desværre ikke navnet.


Her i skyggebedet er der mange narcisser i knop - og så er der rigtig mange vorterod. Det er jeg noget træt af, men forhåbentlig visner de snart ned.


Rabarberne er godt igang. Jeg bruger dem til grød og tærter. Jeg har en opskrift fra min mormor på tærte med vanillesovs. Den er så lækker!


Ud mod vejen er bonderoserne kommet godt op sammen med tulipanerne.


Jeg er spændt på hvor mange blomster, der kommer i bonderoserne i år. Jeg synes, de er noget langsomtvoksende -jeg har haft dem i mange år nu og troede de ville fylde meget mere. Sidste år blev jorden forbedret her med kommunekompost, jeg håber, det har gjort en forskel.


Kobjælderne er også på vej. Mine er røde.


Solen skinnede på det store staudebed, så jeg måtte lige tage et billede. Det er en rigtig god fornemmelse at gå en tur i haven, for alle bedene er luget igennem, alt det visne er klippet ned og alt har fået gødning. Derfor har jeg hele dagen i dag til at forberede næste foredrag på tirsdag, som er helt udsolgt.
Måske får jeg i dag besøg af en ældre dame på 90, som er tidligere gartner. Hun kommer måske og skal se alle mine frøplanter i orangeriet. Jeg håber, hun kommer!

Haveglæder

$
0
0
I et indlæg fra november 2011 skriver jeg om haveglæder
og får helt lyst til at repetere det. Det er fra et ugeblad, jeg læste om videnskaben og forskning i haver.


Man har forsket i sammenhængen mellem haven, naturen og menneskers helbred og er kommet frem til at haven er helbredende.


Vi mennesker er født som naturfolk og har et behov for at være i nærheden af alt levende. Hvis vi har et indendørs arbejde, hvor vi har travlt og arbejder hårdt hele dagen, er det en lease for sjælen at komme udenfor. Det kan enten være at arbejde i haven eller gå en tur i skoven. Vi trives, når vi gør det, vi er skabt til.


Når vi arbejder i haven, er det vigtigt at få pulsen op og komme til at svede - det er sundt. Samtidig kommer vi i en form for meditationstilstand, hvor vi holder op med at tænke og analysere.


Hjernen begynder at arbejde med sine kreative sider og bruger sanserne, som bringer minder frem. Det kan være dufte af blomster, der minder om ens barndomshave. Eller smagen af blåbær eller duften af syrener, som man måske husker fra sine bedsteforældres have.


Når vi kommer i denne meditationstilstand, kan vi give slip på den stressede hverdag på kontoret og bare være i nuet. Tingene får et helt andet perspektiv, når man ser de små planter udvikle sig og sætte plantekombinationer sammen, som vi kan lide at se på. Det foregår i et helt andet tempo, og giver velvære.


Det betyder ikke, at haven så skal være perfekt. Det skal den ikke. For hvis haven bliver en pligt og man hele tiden føler, at man ikke når at arbejde i den og ukrudtet vælter op og man ærgrer sig over det, så er det ikke længere sundt for krop og sjæl.
Det skal ikke være maratonarbejde, men det er vigtigt, at havearbejdet bliver delt over flere dage.


Det er nemlig vigtigt, at man slapper af i haven!


I 2011 noterede jeg 5 helbredende tips - de kommer her:

Varm op før havearbejdet med en rask gåtur.
Arbejd så du bliver svedig og forpustet
Ikke noget med maratonarbejde, men del arbejdet op over flere dage
Varier de forskellige opgaver i haven
Bøj benene ikke ryggen.


Disse tips tror jeg, alle vi havefolk benytter os af. Måske ikke dem alle 5, men nok de fleste.


Jeg havde også noteret mig 6 enkelte tips for et godt velbefindende:

Arbejd og nyd haven, gå ofte i skoven. Vi er skabt til det.
Tag børnene med, så lærer de også at sætte pris på vækster og dyr og får det godt
Hvis du ingen have har, så plantere 3 krukker mindst
Genopfrisk gode minder, gerne igennem velkendte planter med duft
Hæng pæne billeder med natur på væggen
Arbejde i haven er godt, men steder til at hvile og spise er lige så vigtigt.


Igennem årene har jeg af og til tænkt over, hvad det er haven giver mig og udover ovennævnte, så synes jeg også, den har udviklet mig - især det at dele haven med andre.
Der er noget i mig, der bare gerne vil dele min glæde i haven med andre og det er grunden til, at jeg holder foredrag og åben have.


Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har fået de muligheder og også at få positiv respons tilbage. De sidste par dage har jeg forberedt foredraget "Sådan får du mere ud af din have", som jeg skal holde på tirsdag. Det er totalt udsolgt, og jeg håber meget, gæsterne får noget ud af det!


Men jeg har slet ikke lyst til at det skal stoppe dér. Jeg vil gerne endnu mere og overvejer en del muligheder, men det skal også gerne passes ind med mit arbejdsliv.


Det er lige med at finde en balance, så man kan nå det hele og jeg er så heldig at min mand bakker mig hundrede procent op.


Billederne er fra i dag. Disse hyacinter har jeg plantet ud i krukker 3 år i træk, men nu ser det ud til, at de ikke rigtig udvikler sig, så jeg vil plante dem ud i bedene senere på sæsonen i håb om, at de kan udvikle sig bedre dér.


Vi har haft et helt fantastisk vejr her i bededagsferien, men i dag har der været flere haglbyger ind imellem. I går morges gik vi en kilometer ned til en stor sø med en badebro, hvor vi satte os og nød solen og blishønsene, der svømmede rundt. Det var meget idyllisk og fredfyldt. Klokken var ikke engang ni.


I morges var jeg en times tid ude i haven, men ellers har jeg siddet her foran computeren. Jeg har mit eget værelse og på værelset ved siden af, sidder Anders foran sin computer. Det er også hyggeligt!

Den sidste dag i april.

$
0
0
Det havde jeg ikke troet....
Jeg tror, det er første gang, at jeg overhovedet ingen dahlier har plantet ud i krukker endnu. Det plejer jeg altid at gøre i slutningen af april, men i år har jeg ikke turdet, da vi er stået op til frost flere gange i ugens løb! I går var jeg med Pelargonieklubben Nordjylland i Nørager hos pelargoniegartneriet Fruekilde.


Jeg fik købt en del pelargonier, der skal stå ude i krukker. Lige nu er de opbevaret i udhuset. (Der er ikke plads i orangeriet!) Jeg fik blandt andet købt Blå Sybil - 2 store og 3 små - som skal hænge under udhænget på udhuset. Jeg fik også købt 2 Karen og 2 Katarine samt 2 engelske pelargonier.


Derudover fik jeg købt 4 dobbelte marguritter. Det er et helt slaraffenland at gå rundt i de store drivhuse blandt tusindvis pelargonier og bare plukke de flotteste eksemplarer. Men der går nok et par uger, før de kan komme udendørs. Da vi var færdige med at handle, serverede klubben kaffe og Villys berømte kiksekage, som var supergod. Bedstefarkagen var heller ikke sådan at kimse af.


Tulipanerne i haven står på spring.
I løbet af ugen har jeg været ved at forberede efterårets program i aftenskolen, så derfor har jeg brugt tiden foran computeren på det.


På tirsdag skal jeg igen holde foredraget "Få succes med krukkehaven". Foredraget er totalt udsolgt, faktisk har vi klemt én deltager mere ind, som stod på venteliste. Her i weekenden skal jeg forberede mig på det.


Jeg vil gerne sige tak til gæsterne i tirsdags til foredraget "Sådan får du mere ud af din have". Jeg synes, vi havde en dejlig aften og jeg er meget taknemmelig over, at gæsterne hyggede sig og blev inspireret.


Der er kun sket en lille smule med magnoliaknoppen i den forløbne uge. De andre knopper er ikke begyndt at vise farve endnu. Jeg tror, det er kuldens skyld.


Jeg havde helt glemt, at disse narcisser var så fine. De er helt cremegule. Desværre kan jeg ikke huske, hvad de hedder. Der er rigtig mange under magnoliaen. Desværre er der også ret meget skvalderkål og ingen tegn på, at den pyronæiske storkenæb er på vej. Det undrer mig noget.


Vibeæggene jeg plantede ud sidste år, er kommet op. Det var en glædelig overraskelse:)


Lupinerne er fine med regndråber på. Jeg håber altså snart, at al den vorterod visner ned. Den har nærmest invaderet det hele.


Løjtnantshjerten er ikke ret stor endnu. Her er den bagved en natviol.


Sidste år fik jeg en mørk kvan af Ulla og Malcolm. Den er kommet op igen. Det er jeg glad for.


Jeg er også meget glad for de to riddersporer, jeg fik at Lone i Komdrup. Jeg håber, de vokser godt til og får mange blomster - de er nemlig så flotte.


Nu er kobjælderne godt i gang.


Fede knopper i bonderoserne.


I bonderosebedet er der også mange løgvækster.


Jeg er så glad for alle krukkerne med tulipaner.




Stedmoderblomsterne står fint endnu.


Den ene stiklingeformeret rose, som har overlevet vinteren ude i krukken. Den anden klarede den desværre ikke. Jeg skulle nok have taget dem ind i orangeriet. Det var dumt, jeg ikke gjorde det!


Der er mange knopper i virburnum'en. Det glæder jeg mig til at se i fuld blomst.


Jeg håber på lidt flere irisblomster i år end de to, der kom sidste år!
Forhåbentlig bliver det havevejr i morgen, jeg trænger til at komme ud og lave noget fysisk arbejde i stedet for det stillesiddende arbejde jeg har til hverdag.I ugens løb har der været et par dage med overarbejde og så var der foredragsaften i tirsdags og derudover har vi også haft gæster til middag. Det går over stok og sten:)

Græsslåning og middelhavstræer.

$
0
0
Den 1.maj blev græsset slået for første gang i år.
Og alle fliserne blev renset for ukrudt. Nu mangler jeg kun at klippe kanter, så er jeg med i haven igen. Jeg besluttede mig for, at middelhavstræerne skulle ud i dag. DMI lover mere varme og det tror jeg på!


Ikke mindre end 6 citrusplanter har jeg nu. De fik plads på det vanlige sted. Jeg skal på planteskolen og hente en pose citrusjord til pomelo'en, som skal plantes over i en større krukke. Der er simpelthen så mange blomster i de øvrige træer og jeg glæder mig rigtig meget til duften af dem.


Oliventræet er også placeret. Det er virkelig højt nu og det er blevet så meget nemmere at flytte rundt med, efter det er kommet i en stor murerbalje. I bunden er der marguritter, som har overvintret sammen med træet i orangeriet. De har allerede sat mange knopper.


Det ser pænt ud med de lyserøde tulipaner ved siden af.


Der er mange citroner.


Der er mange blomster, der er lige på nippet til at springe ud.


Cremegule tulipaner i østbedet. Det ser også ud til, at pom pom valmuen, jeg såede i vinter, er spiret og på vej. Den skulle gerne overtage efter tulipanerne og blomstre sammen med roserne og matrem. Valmuen er lyserød ligesom roserne. Pæonerne er også godt på vej i bedet.


I dag blev græsset slået og det pyntede gevaldigt.



Man kan godt se, at kanterne ikke er slået endnu.


Dette billede af staudebedet tog jeg for at se, hvor meget der sker i løbet af maj. Der er rigtig mange valmuespirer i, så jeg venter lige lidt med at luge, for ellers luger jeg dem væk. Heldigvis er der ikke meget ukrudt (endnu!).



Det er meget forskelligt, hvor hurtigt planterne kommer op.
I morgen, når jeg får fri, skal jeg gøre lidt rent i orangeriet efter at de store træer er kommet ud. Det skal gerne se pænt ud til tirsdag aften:)

Lidt havetanker sent tirsdag aften.

$
0
0
Efter det fjerde foredrag her i foråret,
og efter at alle gæsterne var taget hjem, fik jeg et stort behov for at komme ud i haven og se, hvad der var sket siden sidst, og for at filosofere lidt over det hele.


Klokken var 21 og det var et rigtig dejligt vejr. Inden jeg skal holde et foredrag, er jeg en lille smule spændt og nervøs, men på en god måde. Det får mig til at gøre det så godt jeg kan, men samtidig er jeg noget skeptisk, for jeg tør næsten ikke tro på, at foredraget er godt nok.


Jeg forbereder mig altid meget grundigt, så jeg husker alt hvad jeg skal sige. Det har jeg det bedst med. I tirsdags var der en hyggelig stemning i orangeriet og bagefter fik jeg endnu en gang gode tilbagemeldinger både i orangeriet, på mail og på facebook bagefter.


Det vigtigste for mig er, at gæsterne får noget med sig hjem, som de kan bruge, så føler jeg, at jeg i den grad deler min haveinteresse med andre haveglade mennesker. Det er det samme, som når jeg holder åben have:)


Tirsdag aften var jeg så fyldt i mit hoved og det var så afslappende og bekræftende at gå rundt i haven og bare nyde det, der er at se på nu. Jeg følte mig meget rig og begavet og tænkte, at jeg var en meget heldig kvinde!


Jeg er bare så skeptisk anlagt, at det er svært for mig at modtage de positive tilbagemeldinger. Jeg skal ligesom lige sunde mig lidt og når det så trænger ind, så bliver jeg rigtig glad.


Der var da en del at tage billeder af så sent på aftenen og især hostaerne i krukkerne rundt omkring er kommet godt op. Hostaer er rigtig nemme i krukker og så er de meget nøjsomme.


Jeg kan ikke mindes, at troldepilen sætter nye blade på denne måde, som den gør i år. Jeg kigger til den hver dag og håber på, at bladene også kommer frem på de yderste grene.


Narcisserne er godt i gang.


Stjerneskærmene er også kommet op. Dem glæder jeg mig så meget til, at de kommer i blomst.
I dag har jeg været ude hele dagen og endelig fik jeg plantet de store georgineknolde ud i krukkerne. Inde i orangeriet spirer alle de forspirede georginer, så de skal også snart plantes ud. Jeg har også sat showauriklerne ud i dag. Det vender jeg tilbage til i morgen eller i overmorgen.
Nu skal jeg lige genopfriske og forberede det næste foredrag, jeg skal holde på mandag.





I sidste uge fik jeg disse forglemmigej af en veninde. De skulle plantes i min lyserøde urtepotte, som jeg fik af min morfar, da jeg flyttede hjemmefra for over 30 år siden. Nu pynter de på bordet i orangeriet. Jeg synes, det passer så fint til dugen, som er med motiv af forårsblomster.



Udplantning af frøplanter.

$
0
0
Nogle herlige varme dage.
Nu tror jeg, faren for nattefrost er ovre og derfor er jeg begyndt at plante ud fra orangeriet.


Det meste skal plantes ud i krukker. Jeg har ca. 130 krukker og har de sidste par dage fået plantet ca. en fjerdedel til. Jeg bruger Claus Dalbys krukkemuld, da det er virkelig god kvalitet og det betyder meget, da det er et stort arbejde at opformere så mange planter (ca. 500 styks). Derfor skal planterne have de bedste betingelser. Der er langtidsvirkende gødning i jorden, som samtidig er let og holder godt på fugten.


Jeg har plantet sort kornblomst, georgineknolde, vidunderblomster, voksurt, lyserød dværglupin og græsser ud samt gul jakobsstiger.


Lathyrus er også plantet ud. Jeg har en blå og en lyserød og har plantet to krukker til af hver.


Her er det vidunderblomster. Jeg planter 3-5 planter ud i hver krukke. Det plejer at passe, så de kan udvikle sig og blive sunde planter. Jeg planter altid den samme slags plante i hver krukke, for så synes jeg, det er nemmere at sætte den sammen med andre krukker.


Her er det voksurt.


Hjertegræs er plantet ud i æblekasser, hvor jeg har to ret store plastikpotter med græs i. Jeg har ikke mindre end tre kasser, der er placeret rundt omkring.


Her står der en kasse på nordsiden af huset. Jeg glæder mig til, at det hele vokser til. De sidste 14 dage i orangeriet har virkelig sat skub i planterne, så det er godt, der nu er en god varme både nat og dag, så de kan komme ud.


Lupinen er blevet noget høj. Jeg ved ikke om jeg kan klippe den lidt?



Tulipanerne i bedene er rigtig fine nu.



Tulipanerne i krukkerne har det ikke helt godt. Disse er dog rimeligt pæne. Jeg tror, jeg har plantet løgene for tæt, så de ikke får plads for hinanden.


Purissima er en trofast tulipan, der kommer igen hvert år.


Appeldorn kommer for 12.år i træk.


Fyrretræet i krukken, som jeg har haft i fire år nu, har sørme fået ikke mindre end tre kogler. Det er lidt spændende. Træet er også vokset godt.


Showauriklerne er pottet om og sat udenfor. Jeg er helt vild med dem.



I dag har jeg været med Pelargonieklubben til plantebyttedag hos Lone I Komdrup. Jeg solgte pelargonier nok til at købte disse fire gule anemoner plus en lammeøre og 5 purpur solhatte.


De gule anemoner skal plantes under mit æbletræ og solhattene skal ud i det trekantede staudebed. Lammeøren skal i en krukke. Lones have er bare så flot. Der kom mange forbi og vejret var jo helt fantastisk.


Blå Sybil pelargonierne.


I morgen skal jeg plante flere småplanter ud.

Magnolia i blomst med mere.

$
0
0
Selvom vejret er så godt, har jeg ikke været meget ude i denne uge.
Jeg har så meget at se til med gæster af både den ene og den anden slags, så jeg når ikke så meget andet. Jeg skal love for, at alle planter i haven er skudt i vejret. Der er virkelig stor forskel fra starten af ugen og så til nu.


Magnolia Cleopatra er sprunget helt ud nu.


Blomsterne er ligeså store som en kaffekop.


For to dage siden så den sådan ud. Nu er Magnoliapinden blevet højere end mig og der er flere grene på vej. Det stemmer fint, at den er ret opretvoksende. Det er jeg glad for, da den står i et hjørne.


Nu er der også rigtig gang i duftsneboldene.


Lige nu er de nærmest limegrønne, men de bliver hvide. Det er en opstammet busk, så den ligner et lille træ.


Der er mange blomster i vores mystiske pæretræ. Hvis ikke vi havde opbundet det, ville grenene hænge som en paraply ned mod jorden. Som man kan se, er der kun blade og blomster på det yderste af træet. Frugterne er bare supergode, men indtil videre har der ikke været over 10 pærer på en sæson, selvom træet er 10 år gammelt.


Kirsebærtræet synes jeg også er så flot med alle blomsterne. Sidste år var der en del kirsebær og vi kunne plukke mange flere end fuglene i haven nåede at spise. Så for første gang var der en rimelig fordeling af kirsebær blandt fugle og mennesker:)


Mange af akelejerne er med knopper. Akelejerne er én af mine yndlingsblomster og jeg lader dem komme op alle steder. Jeg nænner ikke at luge dem væk og så er det spændende hvilken farve blomsten får, for de har jo krydset sig med hinanden.


Inden længe blomstrer den purpurfarvede haveknopurt. Den er så flot.


Klokkefrøstjernen er også godt på vej. De hjemmesåede frøstjerner kommer også op i østbedet, hvor jeg har sat dem mellem roserne.


Jeg kan vist godt luge lidt her mellem alle valmuerne, som er godt på vej. Det er en lyserød pom pom


Ridderspore - en blå - som jeg fik sidste år af Lone. Hendes er noget af et pragteksemplar, så jeg har store forventninger til mine to:)


Scillaer, perlehyacinter og en enkelt tulipan under roserne.


Gule anemoner og gule dværghostaer under æbletræet.



Jeg er spændt på, om den uægte jasmin vil blomstre i år, for den blev klippet kraftigt ned forrige år. Sidste år blomstrede den ikke, men måske vil den gøre det i år?


Jordbærene er begyndt at blomstre. Det er supergode, søde jordbær, jeg fik af en kollega for nogle år siden.


Nu varer det ikke længe, før jeg kan høste rabarberne.

I næste uge skal jeg kun arbejde tre dage og så skal jeg i haven!


Florama.dk og gartneriet Lillienlund samt pelargonieklubben.

$
0
0
En pinse med mange oplevelser.
Det startede med et bryllup i lørdags. Nogle af vores gode venner, havde efter 18 år besluttet sig for at blive gift og det blev med pomp og pragt på Tylstrup Kro. En virkelig dejlig fest. I går var jeg med pelargonieklubben Nordjylland til gartneriet Lillienlund, hvor vi havde en udstillingsstand og en stand med salgsplanter. I dag har vi været til niecens 22 års fødselsdag!


Der er stadig en del frøplanter, der skal ud i haven. Jeg regner med at få dem alle ud i løbet af ugen, der skal dog helst ikke blæse for meget eller være for stærk sol, som der har været de sidste dage. Nogle af foredragsgæsterne var Lene og Ole Jespersen, som har startet en have-webshop, hvor man kan købe frø fra mange usædvanlige og spændende planter og så kan man også købe diverse haverelaterede ting ikke kun til voksne, men også til børn.
Hjemmesiden hedder: www.florama.dk Prøv at tjekke den ud. Den er ret interessant. Sådan en spændende frø-shop er jo lige sagen for mig!:)


Her kan man se, hvor store mine duftpelargonier er blevet. De skal også ud nu og skal integreres i mine krukkebede. Duftpelargonier er ret seje, de tåler både regn og blæst godt. Sidste år plantede jeg dem om i ret store krukker og jeg har valgt ikke at plante dem om i år, men vente til næste år. De er de eneste pelargonier, jeg ikke har klippet ned. Nu må jeg se, hvordan de klarer sommeren ude. Bliver de ranglet og bare forneden, får de med saksen når sæsonen er forbi.


De sidste mange dage med sol og varme har været gode ved heucheraerne. De er vokset godt i krukkerne. Hostaerne er også kommet godt op allesteder.


Sukkertoppene i murerbaljerne trives godt. De har alle tre sat mange nye skud.


I gartneriet Lillienlund var det svært ikke at købe planter, så der måtte nogle med hjem. Jeg har købt 8 styks lyserød petuniaer, som skal plantes ud under dværgsyrenerne, som står i kæmpekrukker. Hængeamplen er en verbena. Jeg har tænkt mig at fjerne ophænget og lade den stå på havebordet i stedet. Jeg fik at vide, at den ikke vil vokse meget mere ud over kanten. Den er meget flot lyserød.


I år er der mere gang i iris'erne, så jeg håber, der kommer mange blomster for de er ret flotte! De to firkantede taksbede går jeg og tager tilløb til at klippe. Jeg har set i et program, at man skal klippe det øverste lidt ind for at få det nederste til at vokse mere udad og give lys til det. Det er meningen, at de skal klippes til to ens firkanter. 


Tulipanerne er stadig flotte. Her står de under kirsebærtræet. I dette bed skal der plantes grønne rævehaler og aprikosfarvede verbena ud. I midten af bedet har jeg abrikosfarvede roser. Det er første gang, jeg skal prøve med verbenaen, som jeg har opformeret i orangeriet. De andre år har jeg haft abrikosfarvet frøken hat. Det var ret flot, men jeg tror, verbenaen bliver endnu flottere. 


Det store staudebed er godt i gang. Snart blomstrer den purpurfarvede haveknopurt og akelejerne.


Her ses det fra siden.
Jeg er spændt på hvordan pelargoniestiklingesalget i gartneriet er gået. I går gik det i hvert fald godt. Vi fik solgt ret godt.
I dag gav jeg min niece en ekstra gave i fødselsdagsgave. Det var en pelargoniestikling fra min mormors veranda i en gammel lerpotte fra samme veranda. Jeg satte et planteskilt i, hvor der stod "oldemors pelargonie". Min niece blev meget glad for den. Min mormor er desværre gået bort for en måneds tid siden og det er et meget stort savn.


Nu blomstrer også æbletræet. Det er en aroma, som er podet på en dværgstamme.


Vorteroden er stadig invasiv i skyggebedet og så er der ikke mindre end tre hvide kvan, som er dukket op. De to skal fjernes. Det er lidt svært at se, de planter, der skal være der, fordi vorteroden er overalt.


Men bregnerne står fint inderst inde. Når jeg kommer tæt på, kan jeg godt se, at mange planter er godt på vej i bedet.


For tre år siden, plantede jeg en lille bitte sukkertop fra en juledekoration ud i det lille stenbed og nu er den næsten ligeså stor, som dem i murerbaljerne.


Det samme gælder thujaen. I potten har jeg plantet en hjemmesået hvid tobaksplante ud.


Showauriklerne bliver finere og finere for hver dag.

I havebladet læste jeg en spændende artikel om græsplænen - skal - skal ikke have en sådan. Nu er jeg gået i tænkeboks for måske vil jeg gerne anlægge flere bede og så kun have stier af græs. Det er dog et større arbejde, så indtil videre foregår det hele oppe i hovedet! Men pointen er, at det ifølge artiklen er et større arbejde at holde en pæn græsplæne end det er at holde et bed. Græsset skal slås hver uge hele sæsonen, men bedene behøver nok ikke at blive luget hver uge. Jeg ved ikke, om det holder stik!
I morgen kalder arbejdet igen. Jeg skal lige arbejde tre dage, så er der forlænget weekend igen.

Bed for bed.

$
0
0
I fuld gang med at plante frøplanter ud.
Det blå og lilla bed er færdigplantet nu. Desværre er mine blå dusksalvier ikke kommet op i år, så dem må jeg undvære. De er ellers så søde.


I bedet er der blå lathyrus, 5 forskellige lilla dahlier, lilla indianermynte, blå indianermynte, lilla lavendler, kæmpeverbena og en lilla duftpelargonie. I morgen skal de store duftpelargonier ud, så har jeg planlagt, at én af dem skal placeres i dette bed.


Her er det lilla indianermynte.


Dahlierne er allerede langt fremme. De er forspiret i orangeriet. I dette bed er der én, hvor knolden var så stor, at jeg ikke havde forspirerpotte der var stor nok til den, så den er plantet direkte ud i en krukke. (Det er den med de visne stængler helt til venstre i bedet). Måske kan man godt lige ane, at den er på vej op.


I vandkanden har jeg plantet en lille lilla duftpelargonie, jeg tror, det er den, der hedder Capthorn. Ved siden af vandkanden gror en selvsået akeleje mellem stenene. Den har fået lov at blive dér.


Jeg kan så godt lide nyplantede krukker for det ser så rent og ordentligt ud.
Jeg planter altid kun én slags plante i samme krukke, fordi jeg synes, planterne bliver mere synlige, når de bliver sat sammen med andre krukkeplanter. De træder mere frem og man kan bedre se planterne, når den samme slags får lov at fylde hele potten ud. Det gør det også mere interessant og spændende at sætte krukkerne sammen, fordi man kan opnå nogle fine kombinationer.


Det gule dahliabed er også næsten færdigt. Disse knolde er meget gamle og meget store, så de fleste er plantet direkte ud i krukkerne her for et par uger siden. De spirer pånær to, men de skal også nok komme op. Jeg undrer mig lidt, for jeg synes, jeg har færre knolde end jeg plejer til dette bed! Men heldigvis har jeg fået foræret nogle frø af dværgsolsikker, som er gul/abrikosfarvede. De skal sås i to af de tomme krukker. Jeg har også plantet gule jakobsstiger ud i to krukker. Den sidste krukke bliver nok fyldt op med de gule stedmoderblomster, for i altankasserne skal jeg så tallerkensmækker milkmaid sammen med en sort. Det skal snart gøres.


De ikke-forspirede dahlier er heldigvis i gang.


Jeg er meget glad for dette gule bed.
I morgen har jeg fri, så der skulle jeg gerne blive færdig med det pink- og purpurfarvede bed samt det lyserøde og lilla bed. Jeg er godt igang med begge to allerede.
I weekenden skal hele haven luges igennem og derefter håber jeg på, at jeg også når at plante de frøplanter ud, der skal ud i bedene, også inden mandag.
Derefter skal gulv og vægge vaskes i orangeriet, så skal det gøres sommerklart uden en hel masse planter - kun pelargonier og mit ferskentræ.

Flere bede og næsten ved vejs ende.

$
0
0
En travl weekend med gæster og havearbejde.
Da rengøringen af hele huset var overstået i dag, var det med at komme ud i haven og dér fik jeg lavet en del. Jeg er træt og tilfreds med dagens indsats.


Næsten ved vejs ende med udplantningen. Her er det lyserøde og lilla krukkebed, som består af godt og vel 35 krukker. Mange af planterne er plantet i to krukker, så de bliver gentaget i bedet. Det synes jeg skaber ro og harmoni i bedet, når man kan genfinde noget, man lige har set.


Man bliver også iidt nysgerrig efter at se, hvordan de er sat sammen på forskellig måde, forskellige steder i bedet. I fredags fik jeg de store duftpelargonier ud. Her til højre kan man se den ene.


Til venstre er en anden stor duftpelargonie, den er højere end 200 liters vandtønden. De har stået noget tæt i orangeriet, så der var en del visne blade, der skulle fjernes.


Her er det en graveolens, som jeg har sat opad tørrestativet. Her stod eucalyptusen, men den har jeg placeret nede på marken, da den var blevet noget grim og så havde den også fået frostskade, fordi jeg tog den meget tidligt ud. Den må lade pladsen i orangeriet til mit nye pomelotræ.


Ved døren har jeg plantet pelargonierne Nicolai ud. Den er meget svag rosa og passer godt til det hvide og grå krukkebed.


Foran det grå og hvide bed satte jeg en trækasse med 5 duftpelargonier. Planterne i bedet bliver ikke så høje og jeg har overvejet at lave en hylde til den bageste række, men det har jeg endnu ikke rigtig haft tid til.


Naboens clematis går ind over plankeværket til os. Det gør bestemt ikke noget!:)


Ved clematissen står vores trug med hostaer. Jeg tror, de kommer til at vokse ud over kanten i år. De fire heuchera i potterne har det godt.


Overfor indgangsdøren satte jeg også en trækasse. Den høje potte i kassen er en lakrids-tagetes / tagetes lucida. Bladene spiser man rå og de smager af lakrids. Solbærsalvien og chokolademynten er også kommet ud. På bænken står en indianermynte og en rosmarin, som også er pottet om.


Duftsnebolden er bare fin nu. Jeg har vandet den i dag, da jeg synes, den hang noget. Det er en opstammet busk.


Disse lyserøde petuniaer, skal plantes i denne krukke under syrenen. De står også i det lyserøde og lilla bed. Jeg har to kæmpekrukker med dværgsyrener. De er i knop, så jeg tror i løbet af en uges tid, blomstrer de. De har altid været noget senere end de almindelige syrener.


Her ser man måske lidt tydeligere, hvordan det vil se ud, når de er plantet rigtigt.


I dette pink og purpurfarvede bed, har jeg besluttet mig for, at plante en vidunderblomst ud. Jeg har nemlig én, der næsten er pink.


Nicolai og en lilla stedmoderblomst på zinkbordet. Jeg synes, det er ret godt gået, at stedmoderblomsterne er så flotte endnu. Det er to måneder siden, jeg plantede dem ud og de er så flotte som denne allesammen endnu.

Det har været en rigtig god weekend, med besøg hos en kollega fredag aften, rengøring af hus og orangeri lørdag, gæster lørdag aften og det sidste rengøring i dag og derefter en masse havearbejde. Jeg kan vist kun være tilfreds.

Jeg håber ikke de næste dage bliver med for meget regn, for jeg har stadig mange planer i haven!

Blomster i maj.

$
0
0
Måske er jeg ved at komme efter det:)
for jeg blev glad, da jeg var ude med kameraet i dag og faktisk kunne tage en del billeder af planter i blomst. Det har i mange år været en stor udfordring for mig at få blomster fra forår til frosten. Det er det stadig, men det begynder så småt at hjælpe lidt.


De purpur kongelys er begyndt at blomstre. Jeg har dem i krukker, men når de har smidt frøene, er der faldet nogle stykker udenfor potterne. Dem foran krukkebedet har jeg ladet være. De vokser op igennem stenene, og jeg synes, de falder meget godt ind blandt krukkeplanterne.


Akelejerne er i gang mange steder. Jeg har flest blå og lyserøde. De får lov til at komme op allevegne, for jeg er helt vild med dem! Sidste år købte jeg en gul, som også er kommet op, men den er ikke i blomst endnu.


Sidste år købte jeg en sort storkenæb på plantemarked hos Lone i Komdrup. Desværre havde sælgeren ikke sortsnavnet, men den er i hvert fald meget mørk. 


Ved siden af står en lyserød akeleje.


Det er 4.sæson jeg har denne kanna. Den står i potten i orangeriet om vinteren, da den ikke tåler frost.


Hornviolerne er fine endnu.


Blå Sybil er en hængepelargonie, som jeg har 5 styks af. Det hænger under udhænget på udhuset.


Showauriklerne ser heldigvis ud til at have det godt. Der er en del knopper i dem allesammen.


Nikolai-pelargonierne er jeg glad for, at jeg har plantet ud. De har stået i køkkenvinduet hele vinteren og har strækt sig efter lyset. Måske klipper jeg dem lidt ned senere, men jeg synes egentlig, at det ser sådan lidt gammeldags ud lige nu og det kan jeg godt lide!


Der er mange blomster i citrustræerne. Hvis der kommer mange nye frugter, må jeg nok tynde ud i dem, så de tilbageblivende kan blive store og gode.


Dværglupinen er ved at blomstre. Den blev plantet ud for et par uger siden. Den hedder Nanus pink dwarf.


Gule hornvioler.


På symaskinebordet har jeg sat en pokal med to forskellige øjeblomster og en zinkbalje med en vidunderblomst, jeg har forspiret. De to små blå anemoner skal plantes ud i bedene.


Bonderoserne er i gang. De er vokset godt i år, efter at jeg forbedrede jorden med kompost sidste år.


Flere hornvioler.


Engblommer på vej.


For ca. et par år siden, hvor jeg var i avisen, blev jeg ringet op af én, som havde 6 kurvestole jeg måtte få til orangeriet, hvis jeg skulle få brug for ekstra stole. Nu har jeg sat to udenfor og jeg synes, det ser lidt hyggeligt ud her på hjørnet. På bordet står der en potte med en timeviser, som jeg har sået. De andre fire stole er opmagasineret i udhuset og tages frem ved behov.


Æbleblomster og "snevejr".


Ved siden af den purpurfarvede haveknopurt er der dukket en farisær op. Den almindelige blå har sneget sig ind i bedet. Det er ikke så godt, så de skal fjernes.


Pæonerne har mange knopper. Jeg skal have fat i stativer inden blomsterne springer ud.
Jeg har lagt mærke til, at der kommer flere og flere knopper i roserne også, så jeg glæder mig til, at de også blomstrer og især hvor mange!

En dag i haven.

$
0
0
Hele dagen i haven.
Jeg havde kun en ting på programmet i dag og det var havearbejde. Jeg nåede næsten det, jeg havde sat mig for!


Irisbedet er blevet renset og der er knopper nu. Jeg håber, der kommer flere, for indtil videre er der kun nogle få stykker. Men de er vokset mere i år end sidste år, så det er da en fremgang:)


Det limegrønne og abrikosfarvede bed er luget og jeg har plantet grønne rævehaler og abrikosfarvede verbenaer ud. I forvejen er der abrikosfarvede roser og matrem.


Jeg har også klippet blomsterstandene af tulipanerne, så nu kan de godt visne ned! Der blev fordelt ret pænt ud i hele bedet af rævehalerne og verbenaerne. Nu skal de bare vokse sig store.


Jeg tror, det bliver en fin kombination. Frøplanterne har haft det godt i orangeriet og havde allerede sat både blomst og knopper.


Under klatreroserne Parade har jeg en hjemmesået storkenæb, geranium Vision, som er lyserød. Sidste år fik endnu en lavtvoksende storkenæb af fru Høneballe på Samsø. Begge storkenæb vokser godt. Desværre er to af roserne gået ud, så jeg skal have dem fjernet. Jeg forstår det ikke rigtigt, de har været i bedet i ca. 5 år. 


Purpur haveknopurt. Den er et par steder i det store trekantede staudebed. I forgårs aftes spiste vi aftensmad ude i haven og fik selskab af en mus!! Ja, jeg har åbenbart en mus i haven. Den spankulerede rundt fra det ene bed til det næste og var ligeglad med os. Jeg bryder mig slet ikke om mus! Heldigvis kommer der flere katte på vandreture i haven. Den ene havde gemt sig i eftermiddag her i bedet og lå og lurede på fuglene. Det var lige før, den fik fat i en af dem, der blev et frygteligt postyr, men fuglen reddede livet og sad længe og skræppede i rosen Gerbe i stativet. Da katten fik øje på mig, stak den af.


Mange blomster i jordbærplanterne. Jeg glæder mig til bærrene!


Under det lille æbletræ er den lavtvoksende akeleje - akeleje kigger op. Det bliver den kaldt fordi blomsterne ikke hænger på denne akeleje.


Rundt om træet har jeg plantet de frøformerede hvide solsikker ud. De har chokoladebrun midte. Egentlig ville jeg have fjernet æbletræet, fordi det er noget sølle efter frostskader for en 3 år siden, men i år er det vokset godt og har mange blomster, så jeg nænnede det ikke. Jeg glæder mig til at solsikkerne kommer i blomst. Der er to årsager til at jeg har valgt at så store solsikker. Den ene er frøene til fuglene og den anden er, at jeg vil plukke nogle af hovederne, når de visner for at bruge dem som dekorationer i stillebens.


Der er allerede mange knopper i roserne rundt omkring.


Nu er engblommerne godt i gang. Der vokser dog også lidt andet i krukkerne, som jeg lige skal have fjernet!


Den gule staudedigitalis, som jeg såede sidste år, valgte jeg at have i en krukke, og nu er den godt i gang. Forrige år plantede jeg frøplanter ud i skyggebedet, men de kom sig ikke. Det går bedre i krukker, måske skal de lige have et par år dér og så plantes ud i bedene. Så har de i hvert fald en anselig størrelse.


Hjertegræsserne i æblekasserne rundt omkring vokser godt. Det bliver spændende at se de hjerteformede aks.


Nellikerne Dianthus Maggie får mange blomster i år. De dækker snart hele bunden i de to ovale rosenbede.


Stikkelsbærbusken bugner af bær. De bliver røde. Jeg har kun den ene busk, men den giver en 2-3 kilo bær hvert år.


Der er også en del blomster i blåbærbuskene. Jeg har fundet ud af, at de er ret vandkrævende og tåler ikke ret meget tørke.


Dværgsyrenerne blomstrer så småt og de dufter allerede i den del af haven.

I morgen fortsætter jeg, hvor jeg slap. Det er godt med en weekend uden andre planer.

Bonderoser, liljer og akelejer.

$
0
0
Kaffe i haven i solskin.
Mens jeg har været på arbejde i dag, har det regnet temmelig voldsomt, men nu skinner solen og det blæser også en del. I aften skal jeg ud at luge - det trænger gevaldigt. Vi har lige drukket kaffe i haven ligesom i går, hvor vi havde gæster i haven til kaffe og lagkage. Vi var også til åben have syd for Aalborg, som var meget interessant.


Bonderoserne er nu godt i gang. Jeg har tre buske i det samme bed og der er en del knopper i dem alle.


Kongeliljerne vokser godt. Sidste år var de noget pullerværk, jeg tror, der var for lidt gødning i jorden. Nu har de fået kommunekompost sidst på sæsonen sidste år og det ser ud til, at de kommer godt op nu. Jeg har 8 løg og der er flere end en starut i løgene, som man kan se:)


Når jeg kommer til dette bed i "lugerækkefølgen", skal jeg klippe frøstandene af forårsløgene:)


Liljerne er allerede skudt godt i vejret. Jeg håber, det bliver et flot syn med de store blomsterhoveder henover bonderosebedet.


Marguritten Daisy under oliventræet.


Sølvsalvien vokser godt. Jeg har sået frø af den i foråret og de er kommet op. Jeg har foræret et par stykker væk og resten er plantet ud i andre krukkebede.


Der er også godt gang i solhattene.


Da jeg fik pomelotræet for en måneds tid siden, var der to store frugter på, som vi har spist. De var gode, men lidt sure, fordi de ikke var helt modne. I går så jeg en blomst i planten, så måske bliver der en ny frugt:)


Nu kan jeg også vise billede af lupin. Jeg så, at de også var på vej i de andre planter:) De er så kønne, mine er blålilla.


Den opstammede duftsnebold måtte lige foreviges igen:)


Pinke pelargonier!


Det er en stor akeleje-fest i haven lige nu. Jeg har dem i alle mulige farver, men mest denne blålilla. I ren og skær begejstring ringede jeg til min svigerinde og spurgte om hun ville have nogle eksemplarer, der har selvsået sig rundt omkring og det ville hun gerne. Jeg håber, jeg kan grave dem op med rødderne intakte. I går fik havegæsterne en stump haveknopurt med sig, så jo jo, nu kan jeg også grave op og forære væk til gæster!


Lyserød fest.


Lidt blomster i de stolte kavalerer, jeg har sået. Den dobbelte er ikke så langt fremme endnu.
Haven, vi besøgte i går, var spændende og meget meget stor. Men de to pensionister, der havde den fortalte, at de også bruger al deres tid i haven. Det kunne ses, for selvom den var stor, var den velholdt.
Nu skal jeg lave aftensmad og bagefter står den på lugning af det store trekantede bed.

Lidt om farver.

$
0
0
Lilla og blå. Lyserød og rød.
Det trekantede staudebed er i fuld gang. Lige nu er farverne blå og lilla samt purpurfarvet og om en måneds tid skifter det til lyserødt og rødt.


Der er en del blålilla akelejer, lilla natvioler, blå lupiner og purpurfarvet haveknopurt. Akelejerne skulle egentlig være lyserøde, men det kan man ikke være sikker på, når man sår dem, så mine blev blå.


Jeg kan godt lide denne farve, som knopurten har. Når den er afblomstret, klipper jeg den ned og så kan den nå endnu en blomstring senere.


Lupinerne har jeg haft i 4-5 år. For et par år siden kom de ikke op, men det var kun det ene år.


Natviolerne. De er to-årige og villige til at selvså sig. Hvis ikke man er over dem og får fjernet de små nye planter, så har man dem hurtigt over det hele. Det er i hvert fald min erfaring, men heldigvis er de nemme at hive op.


I østbedet er der både lyserøde og blå lupiner.


I forgårs begyndte den første rose at springe ud og i dag er der blomster i flere roser. Dem skal jeg ud at tage billeder af i morgen.


Storkenæb er også begyndt og til min glæde så jeg, at der er flere små pyrenæiske storkenæb under magnoliaen, så de var heldigvis ikke helt forsvundet. De er åbenbart bare sene.


En hybenrose.


Porcelænsblomsten i stenbedet er fuld af blomster nu. Bladene er brogede.


Jeg mener, at dette er en hvid røllikke, som jeg har i skyggebedet, men jeg er ikke helt sikker.


Seks blomsterstængler i de germanske iris og der er mere end én knop i dem allesammen. Måske blomstrer de til weekenden. 


Purpur vingetobak på vej. Den er meget blomsterrig, når først den for alvor kommer i gang.
De næste aftener skulle jeg gerne blive helt færdig med lugearbejdet.

I denne weekend er der ikke lavet noget i haven, for jeg har været med Pelargonieklubben Nordjylland til Bangsbo Blomsterfestival i Frederikshavn. Vi havde et rigtig godt salg og en rigtig hyggelig weekend, hvor jeg mødte flere jeg kendte og det var et fantastisk vejr.




Rosenfest i haven.

$
0
0
Lige nu og her.
Der er så mange gode dufte af roserne nu og så mange smukke blomster. Det er virkelig en fornøjelse at være i haven. Det er svært ikke at være begejstret. Alle roserne er mine yndlingsblomster lige nu!


Brother Cadfael. Den har jeg haft i haven i 6-7 år nu. Den får store blomster, der er på størrelse med en stor tekop og så dufter den fantastisk.



Denne var mest udfoldet i dag.


Heritage har også en helt fantastisk duft. Når vinduerne i stuen står åbne,dufter det indendøre af denne rose. Der er mange knopper og denne blomst er den første, og som man kan se, er den ikke helt udsprunget. Den har en sart rosa farve, som jeg rigtig godt kan lide.


Ukendt austinrose, som jeg har i et langt bed med 8 styks.



De var det første, jeg købte til haven, da vi flyttede ind for 12 år siden og de har blomstret lige meget hvert eneste år.


Rosen Gerbe, som er skyggetålende. Den har jeg to steder. I et rosenstativ og opad en væg.



Alchamyst (Det er vist stavet forkert?). Den har jeg også i et stativ og den vokser kolossalt og løfter nærmest stativet fra jorden. Den har mange farver; lyserød, abrikos og gul.


Den er ikke remonterende, så det gælder om at nyde den, sålænge det varer.


Mary Magdalene. Sikken en skabning:)


Først er den svagt rosa, men så bliver den abrikosfarvet. Under rosen har jeg plantet frøsåede abrikosfarvede jernurt.


Geoff Hamilton, som minder om en tennisbold i formen.


Det lover godt!


Den er da smuk?


James Galway. Den og Alchymist'en er nok dem, der er allermest kraftigt voksende i vores have.


Den er rosa og har et sølvfarvet skær over sig.

I foråret klippede jeg alle buskroserne ned til ca. en halv meter. De fik komposteret kogødning i marts - 40 liter til 3-5 roser og så gøder jeg med en håndfuld organisk gødning til hver rose én gang hver måned til og med september.
Som skadedyrsbekæmpelse bruger jeg urten matrem, som er plantet mellem roserne og så vasker jeg med brunt sæbevand på en stofhandske, hvis jeg opdager et angreb af bladlus. Stofhandsken har jeg på min hånd og sætter den ned i en spand med brunt sæbevand, så den bliver godt våd. Derefter gnubber jeg bladene med handsken og sørger for at bladlusene kommer af.
Men i år har der indtil nu - syv ni tretten - ikke rigtigt været noget at komme efter!
Jeg ville ikke have noget imod, at der kommer noget regn de næste dage, for det er ved at være noget tørt.

Men i morgen, må det gerne være godt vejr, for da skal jeg på udflugt - måske ses vi?

Blogtræf hos Tante Grøn.

$
0
0
En rigtig dejlig dag i søndags.
Vi var 20 havekvinder, der gæstede Tante Grøn og Syrenprinsen i søndags. Jeg blev hentet kl. 09.30 af Linda og så kørte vi til Maria og Grethe, som også skulle med. Det var et rigtig hyggeligt selskab og en flot tur mod Mors.


Der er mange blomster hos Tante Grøn. Jeg synes, dette stilleben var så pænt og hyggeligt.


Det var glædeligt at se, hun havde en lille samling pelargonier:)


Denne hyggelige pavillon, tror jeg, man kan få mange hyggelige timer i med en kop kaffe og en bog. Den var godt dækket af mange grønne vækster.


Jeg glædede mig til at hilse på de andre bloggere, nogle var et dejligt gensyn og andre var første gang, jeg hilste på dem. Jeg har for 4 år siden været til blogtræf hos fru Høneballe på Samsø og denne gang var første gang jeg var hos Tante Grøn.


Tantens have levede til fulde op til forventningerne og der var rigtig mange spændende både kendte og ukendte planter for mig, så man kunne rigitg komme på opdagelse.


I orangeriet fik vi kaffe og småkager. Vi var nogle stykker, der også spiste vores madpakke dér. Det var meget varmt i søndags, så heldigvis var der servering af vand også.


Motiverne stod på kø i haven og det var så hyggeligt at gå rundt og snakke med andre. Det var spændende at høre om det, de havde gang i med deres haver.


Haveglæden er virkelig en smittende glæde og så var vi så heldige at få lov til at gå rundt i dette univers.




Jeg håber, det er OK, at vise billeder med de andre, ellers kan I lige give besked, så skal jeg fjerne billedet igen.


Endnu en hyggelig lille krog. Det ser så godt ud med blomsterne på bordet.


Jeg kunne godt lide disse klippede træer, som dannede en sti midt i haven.


Der var nogle gigantiske alium flere steder.


Der er mange syrener i haven, men desværre var de afblomstret.



Der var mange pæoner. Denne, syntes jeg, var så fin.


Jeg måtte også lige have et billede af duerne.


Nogle steder var der en samling med mørkløvet planter. De var flotte!



I disse højbede var der dahlier, som endnu ikke var i blomst.


Her er det Nordens Oliven sammen med en lys stjerneskærm. Farverne klædte hinanden så flot.

Udover Tante Grøns have fik vi i bilen en hurtig fremvisning af Marias have  (Superflot var det) (Livsnyderhaven) inden vi kørte mod Mors og da Linda hentede mig, var hun en tur rundt i min have.
Det var en rigtig dejlig dag, hvor jeg blev meget inspireret og fik blod på tanden til mange spændende haveprojekter. men da jeg arbejder på fuld tid i hverdagen, må jeg begrænse mig og klappe hesten lidt selvom det er svært.
Tak for en rigtig god dag i godt selskab.

Regnvejrsbilleder.

$
0
0
Jubii det regner nu for 3.dag!
Eller det vil sige, at det mest regner eftermiddag/aften, så jeg har ikke været ude at luge efter arbejde siden i mandags. Haven trænger til noget vand og der kommer meget:)
Jeg gik lige ud med kameraet, da der kun regnede lidt. ¨


Østbedet er godt i gang. Jeg håber ikke, roserne bliver ødelagt af regnen, indtil videre ser det ikke så slemt ud.



Marguritten Dasy har det godt under oliventræet. Det var små stiklinger, jeg satte sidste år og de har overvintret sammen med oliventræet i orangeriet.


De hvide tobaksplanter blomstrer i krukker rundt omkring.


Planterne gror godt i krukkerne.


Planterne overfor indgangsdøren har det godt. Det er til dels et krydderurtebed. Der er lakrids-tagetes, solbærsalvie, jordbærmynte, chokolademynte, rosmarin, to lyserøde salvier, indianermynte og så er der et par Dr.Ingrid pelargonier og showaurikler.


Pæonerne i Østbedet er blevet godt våde, men de drysser ikke noget særligt.


Haveiris'erne har stået så flotte flere dage, men nu er de på retur, som man kan se. Jeg tror ikke, de er så glade for regnen!


Tomatplanterne er godt i gang i drivhuset. Den store er en Orange Zebra, som jeg har fået af Maria fra Livsnyderhaven. De små har jeg selv sået og det er Black Zebra. De er sået en hel måned senere end Marias, men de gror godt.


Det pink- og purpurfarvet bed gror også godt i regnen.


Ampelpileurt blev plantet ud i lørdags og det er de glade for. Nu har de plads og kan vokse godt til. Det blev til fire potter, som jeg har placeret på borde rundt omkring. På latin hedder den Polygonum Capitatum og får små runde lyserøde blomster.


Røde rævehaler er også plantet i en krukke i det purpur- og pinkfarvet bed.


Hjertegræs i blomst. Jeg er spændt på om de er vinterhårdføre.


Alchymist-rosen er godt i gang. Hovederne er dog godt våde af regnen.


Klatrerosen Gerbe er også godt med!


Hjemmesåede appelsin-tagetes, som har en god duft.


Der kommer flere og flere stjerneskærm i blomst. Dem skal jeg tage frø af - jeg har en plan med frøene! Hvis jeg skal løfte sløret lidt, så skal de bruges i efteråret, hvor jeg skal holde tre workshops:) Nærmere info kommer, når programmet er klart til at blive sendt ud.


Voksurten blomstrer nu. Jeg har en mørk en af slagsen.



Ærteblomsterne har jeg også sået og jeg har to slags. 


Der begynder efterhånden at komme knopper i dahlierne. Det kan godt svare sig at forspire dem i orangeriet. Generelt vil jeg sige om mine frøplanter, at de er vokset meget og de fleste er med blomster - omend ikke i fuldt flor endnu - men jeg synes, det er godt gået, da det er frøplanter, det hele, og som først skal bruge en del tid til at vokse godt op, før de sætter blomster.


Kæmpeverbena blomstrer også lidt nu.


Showauriklerne er godt med i år. De trives i det lune vejr.


Til sidst vil jeg lige vise et billede af én af mine hængepelargonier, Blå Sybil, som blomstrer helt overdådigt. Det gælder dem allesammen.
Det var lidt fra en regnvejrsdag i haven.

Orangeri-hygge i regnvejr

$
0
0
Pasning og pleje af pelargonierne.
Mens vejret er ret ustadigt udenfor, er det skønt at sidde i orangeriet, så man får oplevet planterne udenfor ud af vinduerne. Jeg er ikke glad for blæst og vil meget hellere have, at det regner! Alle pelargonierne i orangeriet er blevet nurset og renset for alt vissent.



Jeg har ca. 100 pelargonier i vindueskarmene og de ser ud til at trives fint. De har haft det ret varmt i alle de dage, hvor solen skinnede, men heldigvis har de klaret det fint.

Jeg har delt dem lidt op i forskellige afdelinger. Til venstre er de røde farver. Til højre er de lyserøde farver.


Og her er de brogetbladet. Jeg har også et stykke vindueskarm med stjernepelargonier og et andet stykke, hvor det er lidt blandet.

Pelargonierne bliver klippet ned til ca. 10 cm i højden i februar/marts. Det afklippede laver jeg stiklinger af. Alle moderplanterne holder jeg i lerpotter, som er 13 cm i diameter. På den måde kan jeg styre deres vækst og holde dem i en bestemt højde, når potten ikke er større. Formålet er, at jeg gerne til kunne kigge uhindret ud i haven, når jeg sidder ved bordet, men samtidig skal de være så høje, at man kan se dem udefra. På denne årstid er de vokset til ca. 20-30 cm i højden.


Lige nu er jeg ret glad for denne, som jeg mener, er Flower of spring. Den har små enkle blomster og bladene er brogetbladet.


Rosenknop-pelargonien Gustav ligner til forveksling Denise, men er lidt nemmere at have med at gøre. Væksten er mere kompakt og den er ret blomsterrig.


Den brogetbladet Westdale Appleblossom er lidt svær at lave stiklinger af, men jeg synes, denne her kommer rigtig fint og selvom den ikke er særlig stor endnu, er der fine blomster i.

Jeg potter alle pelargonierne om i nyt jord, når jeg klipper dem ned. Jeg bruger almindelig blomstermuld, som jeg køber i supermarkederne og det fungerer fint. Pelargonier kan godt lide at have det trængt og tørt. De skal helst tørre lidt ud mellem vandingerne og rødderne behøver ikke meget plads. Den gamle westdale moderplante har mange år på bagen og grenene er ret krogede. Den har jeg lavet mange stiklinger af, men nu er det meningen at denne her skal overtage hendes plads!


Denne her har et fint trefarvet løv og en sød lyserød blomst. Navnet står i potten, men jeg kan ikke huske det lige nu!

Når jeg gøder, bruger jeg flydende gødning i vandet. Jeg vander ca. hver 3.dag og kommer gødning i vandet en ud af tre gange.


Denne her vokser langsomt, men sætter mange blomster, som jeg synes, er rigtig fine.


Endnu en rosenknop-pelargonie. (Swanland Pink) Dem har jeg en svaghed for:) 

I orangeriet bliver der luftet grundigt ud hver eneste dag og der kører en fugtventilator, så luften ikke står stille og samtidig trækker ventilatoren fugten ud af rummet. Måske er det årsagen til at jeg stort set ikke har problemer med skadedyr. I år har der intet været i nogen planter. De andre år har der altid været et par planter, der er blevet ramt, men så har jeg vasket bladene i brunt sæbevand med lidt hussprit i. Og det har taget dem.


Denne er ny og jeg købte den på grund af bladene. (Platinum) Som man kan se er den brogetbladet, idet der er en ganske tynd hvid "kant" hele vejen rundt om bladet. Jeg synes også, at blomstens farve er vældig fin.



I år har jeg haft langt over 200 stiklinger og disse to bakker er hvad, der er tilbage. Resten har jeg solgt til foredrag og på plantemarkeder.

Det er rigtig hyggeligt at opholde sig i dette rum, mens regnen trommer på taget. Det er en rigtig hygge-stemning og sjovt at høre på.

ÅBEN HAVE TORSDAG DEN 7.JULI KL. 19-21.

$
0
0
Sommerdage i haven.
Haven er godt på vej til at blive klar til åben have. I de ca. 130 krukker, vokser frøplanter og stiklinger godt og står fulde af knopper. Forhåbentlig er de i fuld blomst til åben have. Roserne blomstrer på livet løs og staudebedene er godt i gang også.


De sidste aftener har været lune og uden regn, så jeg har tilbragt tiden ude. Udover lugning har jeg hygget mig med at arrangere potter med fine planter. Her er det to hibiscus, som bliver røde og kan overvintre ved minus 5 grader. De er købt på plantemarkedet i Østre Anlæg hos Florama.dk 


De sorte kornblomster (her lidt våde af regnen) blomstrer nu. Jeg har givet mange af disse planter væk i goodiebags til foredragsgæsterne og det kunne da være spændende at høre, hvordan det går med dem.


Jeg købte også keramikkoglen på plantemarkedet. Her står den sammen med stedmoderblomster og en nøkketunge samt en hængepil i baggrunden.
Der skal ikke vandes så meget lige i øjeblikket, når det regner sådan, så jeg kan lave andre ting. Jeg vil gerne nå at klippe det stedsegrønne, jeg har lidt af rundt omkring og så skal hækken også klippes.


Flere og flere dahlier får knopper nu, som er ved at være bristefærdige. De blomstrer jo hele sæsonen igennem. Så skønt:)


Dette bed er med lilla og blå farver. Jeg benytter mig af farverne, når jeg skal bygge et krukkebed op og har alle farver i haven.


Pink og purpur.


Der skal også være tid til hygge og så sætter jeg mig på en stol og kigger på fuglene, der har travlt overalt i haven. Eller også sidder jeg med en kop kaffe og lidt hjemmebag.


Der er så meget, der skal nås og jeg kan næsten ikke komme ind om aftenen. Det er kun fordi, jeg skal tidligt op, at jeg går ind. Stjerneskærmene blomstrer også flere steder i haven.


Jeg har vist sagt det nogle gange, men jeg bliver bare så glad af at luge og det er altid så godt, at man kan se resultatet med det samme. (Porcelænsblomst i blomst ovenfor)


De små gule mini-hostaer er ved at sende blomsterstande op. De er plantet under det nyeste æbletræ.


....som har mange æbler, selvom træet er lille.



Jeg tror, det bliver et godt blomme-år.


Til åben have vil jeg lægge duge på havebordene og se om, jeg kan plukke så mange blomster, at jeg kan lave buketter til at pynte i haven.


Alle er velkomne.
Viewing all 619 articles
Browse latest View live