December 20, 2015, 10:58 am
I år har jeg været lidt omkringMen har også selv holdt åben have.Det har været meget inspirerende og komme ud at se andres haver og jeg har fået meget med mig hjem. Det vil jeg gerne dele her i dag!
Da roserne var på sit højeste, kom Hjørring havekreds på besøg. De kom i en bus og var 55 personer, så haven var godt fyldt op med mennesker. De nævnte, at roserne var flotte og de var noget imponeret over, at løvet var så fint på dem. Det glædede mig meget, da jeg jo ikke sprøjter roserne.
I år var Anders og jeg på besøg hos Fru Høneballe sammen med Malcolm og Ulla. Lisbeth havde valmuer overalt i rosenbedene og det så virkelig godt ud. Derfor har jeg samlet alle frøkapslerne ind fra mine valmuer og frøene skal spredes ud i alle rosenbedene. Lisbeths have var et fantastisk skue og alle valmuerne var helt eventyrlige.
Fru Høneballe har mange planter som er rene pragteksemplarer og jeg tog rigtig mange billeder. Jeg tror nok, at dette er en astilbe.
Vi var så heldige at Frøken Anemone og Malcolm havde inviteret os til Århus hos dem i den samme weekend og de lagde bil til for en sådan har vi ikke. De har også en utrolig have, som vi nød søndag inden vi skulle hjem igen.
De har en meget frodig have og motiverne var helt fantastiske. Jeg tog mange billeder.
Jeg var meget imponeret over den måde de havde sat planterne sammen. Der var så mange flotte kombinationer og jeg fik mange gode idéer med mig hjem. Især kunne jeg godt lide, at det var farveafstemt, for det er noget, jeg selv forsøger på.
Hjemme i min egen have, havde jeg annonceret på Haveselskabets hjemmeside, at jeg holdt åben have først i juli og sidst i august. Haven var velbesøgt og jeg fik mange gode havesnakke og udvekslet gode tips. Der kom en del, som havde hørt mine foredrag og det glædede mig meget, at de havde lyst til at besøge haven.
Senere i juli var jeg med Pelargonieklubben Nordjylland på tur til Staudehaven ved Nibe. De er meget kendt for deres Aroniasaft og det har jeg siden forsøgt mig med. Man drikker en halv deciliter ren saft hver morgen og så skulle man undgå alverdens sygdomme. Men nu er jeg stoppet med det.
I august var vi igen afsted og denne gang var vi på besøg hos Ege og Bernd, som har en spændende have med tre drivhuse fyldt med især pelargonier, men også andre spændende planter. Desværre havde jeg ikke kameraet med, da de lovede masser af regn og lyn og torden. Vi var så heldige, at der var opholdsvejr, mens vi var i haven.Samme dag afsluttede vi eftermiddagen i Lisbeth og Villys have. De har også en fantastisk have med rigtig mange pelargonier og også storkenæb. Her har jeg hentet rigtig meget inspiration og hvis ikke det var for dem, havde jeg slet ikke alle de pelargonier jeg nu har, for jeg vidste ikke, der fandtes så mange!
Udover mine annoncerede åbne haver, havde jeg besøg af yderligere to selskaber. Det ene var en flok havevenner, som var meget interesseret i at se mit orangeri. De var rare mennesker og havde planter med til mig. Jeg havde lavet et plantebord med salgsplanter og det var der da også interesse for.I august var Hammer Bakker havekreds på besøg og de ville gerne drikke kaffe og spise kage i orangeriet, så jeg havde bagt lagkager. Det var en superhyggelig aften, hvor jeg blandt andet fik en invitation til at se Hans Jørgen Gregersens have i Vestbjerg.
Anders og jeg cyklede afsted på vores tandem og vi blev ikke skuffede da vi ankom. Det er en parcelhus have virkelig smukt og nydelig velplejet. Det var rigtig godt vejr den dag og motiverne stod i kø.
Hans Jørgen fortalte, at det var helt tilfældigt, som planterne var sat sammen. Det var i hvert fald sikkert, at planterne klædte hinanden rigtig godt. Vi afsluttede formiddagen med et glas hvidvin på terrassen inden vi cyklede hjem igen.
I september var jeg på tur med Villy og Lisbeth til Milbakhaven, som er kendt for alle deres georginer. De stod på det højeste, da vi var der, og sikken et skue udover georginemarkerne!
Det var også rigtig inspirerende og haven var meget stor og flot holdt. Her var så mange spændende planter og især var der nogle georginer jeg godt gad have i min egen have!
Den sidste weekend i oktober var Anders og jeg på tur i Vestjylland, da jeg havde fået et weekendophold i fødselsdagsgave. Vi lagde turen forbi Fru Pedersens Have og fik lov til at komme på besøg udenfor åbningstiden. Hun var i fuld gang med at forberede sin julehave og det var simpelthen vildt spændende og meget inspirerende.
Der var så mange idéer og stillebener overalt. Jeg blev meget inspireret og det var bare så godt, da jeg senere i november skulle holde min egen julehave for Pelargonieklubben.
Det var sjovt og spændende at lave jule-stilleben i haven. Af Anders fik jeg lov til at låne to gamle kufferter, som blev dekoreret.
Det var også en rigtig hyggelig eftermiddag med Pelargonieklubben, hvor vi bagte vafler i orangeriet og serverede gløgg og æbleskiver også. Lisbeth og Villy gav mig en gave, som var en georgineknold mage til den, jeg havde været mest interesseret i hos Milbakhaven. Det blev jeg godt nok utrolig glad for.
2015 har været et meget inspirerende haveår for mig og jeg har mødt mange havemennesker også til mine foredrag, og jeg har virkelig fået udvekslet mange gode råd, idéer og tips. Det har også været rigtig hyggeligt at dele hele haveåret med alle her på bloggen. Jeg er spændt på hvad 2016 bringer af haveoplevelser.
↧
December 24, 2015, 1:02 am
Tak for året, der er gået.Alle mine havevenner her i blogland ønskes en rigtig glædelig jul. Tak for alle de gode kommentarer, jeg har fået og fordi I har lyst til at følge med her på bloggen. Det er en stor glæde og fornøjelse af dele haveinteressen med jer på denne måde.
Det har været en stor fornøjelse af følge andre havebloggere og jeg synes, det er givtigt og inspirerende. Jeg har blogget i 5 år og kan slet ikke undvære det.
Jeg er spændt på hvad næste år bringer i haven, og er allerede så småt begyndt at planlægge forskellige ting, der skal ske:)
Jeg håber, I alle får en glad og fredfyldt jul med god mad og godt selskab.
Rigtig glædelig JUL.
↧
↧
December 27, 2015, 1:53 am
Jeg klipper ikke stauderne ned,da jeg synes, frøstandene er så fine, hvis der kommer rimfrost eller sne og så er det jo mad til fuglene. Først til foråret er jeg ude med saksen, når stauderne begynder at skyde fra bunden.
Her er det Sct.Hans urt, som er i en zinkspand. Det ville nok være meget flottere, hvis der var rimfrost eller ligefrem sne på frøstandene, men det ønske er ikke sikkert bliver opfyldt lige foreløbigt.
Kæmpeverbena.
Hjortetrøst.
staude-marmelukærme.
Hestemynte
Duehoved
Purpur solhat
Kvan
Astilbe
Kongelys
Magnolia med knopper.
Jeg så ingen fugle, mens jeg tog billeder, men jeg hører dem af og til. Jeg håber, de spiser af frøstandene. Hele sommeren fodrer jeg i fuglehuset og så er der mange fugle, der benytter sig af det. Jeg må se, om jeg her i juledagene kan lave nogle fedtkugler med frø. Jeg har set så mange fine på nettet og tror nok, jeg kan finde ud af det.Det er ikke kun fuglene, der har gavn af frøstande. Mange insekter gemmer sig i frøkapslerne og i hule grene og det er vel at mærke insekter, der gør gavn i haven.Så selvom haven ser ret forladt og nøgen ud, så er der masser af liv.
↧
Godt nytår og velkommen haveår 2016. :)Vi har været på juleferie i København og kom hjem søndag aften, fordi jeg skulle arbejde mellem jul og nytår. I går kl. 12 var det fyraften og jeg skyndte mig hjem for at forberede nytårsmenuen. Vores venner, som vi nu har holdt nytår med i 11 år skulle komme og så var Anders' son taget med os hjem fra København.
Det har været en rigtig hyggelig jul i København. De sidste to indlæg på bloggen var kladder jeg lavede hjemmefra, som jeg lagde på i juledagene. Jeg vil gerne sige tak til alle havevenner for et godt haveår i 2015.
Jeg håber, at komme på mange havebesøg rundt omkring og i det hele taget at kunne dele min interesse med andre. Her i foråret har jeg planlagt foredrag via FOKUS-Folkeoplysning og så holder jeg åben have to gange til sommer.Jeg er så småt gået i gang med at planlægge hvilke frø, der skal sås i foråret og har handlet lidt på nettet, jeg forsøger at begrænse mig lidt, selvom det er svært! Nu må jeg se om det holder :)I dag bliver en "computerdag" for jeg er kommet noget bagud i blogland og vil gerne have det indhentet. Rigtig godt nytår allesammen.
↧
January 2, 2016, 11:18 am
Citronella og CrocodilleEn duftpelargonie, som har en af de skønneste dufte, er Citronella. Den dufter meget rent af citron og har nogle flotte blade. Crocodille har fået sit navn fordi løvet ligner krokodilleskind.Her kommer en lille gennemgang af disse to fantastiske pelargonier.
Denne Citronella stikling er fra i sommers. Jeg har også en, som er mere træagtig med fingertykke stammer, men denne stikling vil jeg lade være mere busket. Den er rimelig nem at stiklingeformere. Den får små lilla blomster, men det er ikke dem, der er imponerende - det er duften. Der er lidt forskellige meninger om dens evne til at holde myg væk. Dette påstås, men i USA afvises denne påstand, idet myg kunne finde på at lande på planten!
Her er en stikling fra i sommers fra Crocodille. Som man kan se, passer navnet godt til den. Bladene er ret stive i det og når den vokser godt til, er den lidt hængende. Den er nem at stiklingeformere og vokser også rimelig hurtigt.
Her er moderplanten i fuld blomst. Det er en ret mørk lyserød farve og blomsterne er enkle. Den trives godt i solen og også godt ude, hvor den er flot i en hængepotte opad en mur. Der er ikke mange blomster i den om vinteren, men når varmen kommer i foråret, så starter blomstringen for fuld skrue.Disse to pelargonier har jeg haft i min samling i nogle år efterhånden og de klarer sig ved en 5-10 grader om vinteren ligesom alle de andre pelargonier, jeg har.
↧
↧
January 4, 2016, 11:23 am
Pelargonie-hyggeDer er koldt i orangeriet nu, men alligevel er det lidt hyggeligt, at der stadig er blomster i pelargonierne, så jeg tog lige et par billeder!
Dette er Prosteata Boar. Blomsten er dobbelt og rosafarvet. Den er en zonale pelargonie og jeg kan rigtig godt lide blomsten:) Den er ny i min samling.
Dette er Lady Plymouth. Den får lilla blomster og er en duftpelargonie. Jeg har fået mange forespørgsler på denne og det lader til, at den er noget eftertragtet. Jeg købte den for et år siden på plantemarked og jeg bliver glad, hvis jeg kan lave nogle stiklinger af den i februar/marts.
Pelargonierne bliver ikke vandet ret ofte, da der ikke er mere end 5-10 grader i orangeriet, så de er gået i dvale og jorden holder sig fugtig længe.I disse dage er pilleovnen tændt om natten og varmer orangeriet op. Temperaturen falder langsomt i løbet af dagen indtil den starter op igen kl. 21.30. Jeg købte en palle træpiller for 4 år siden og har 19 sække tilbage, jeg tror, det er nok til denne vinter.
↧
January 7, 2016, 10:10 am
Nu bliver det en hel lille pelargoniekavalkade!I dag har det sneet det meste af dagen, men i orangeriet er der godt vejr, selvom det er noget koldt! Pelargonierne og middelhavstræerne har det fint. Her kommer et par stykker mere af mine pelargonier:
Ivory Snow er en brogetbladet zonale pelargonie med hvide blomster. Som man kan se, er bladene lysegrønne med en mørkegrøn midte. Om godt og vel en måned går jeg jo igang med at potte om og klippe ned. Det trænger denne til, da den er vokset noget udover det hele. Jeg tror, jeg kan lave en del stiklinger af den.
Tomentosum hedder denne duftpelargonie. Den kan blive meget stor. Bladene er store og en lille smule lodne. Den dufter rigtig godt af tandpasta. Sidste år blev alle mine stiklinger revet væk på plantemarkederne. Den får de mest søde små hvide blomster, som nærmest ligner en sky af blomster. Den er nem at stiklingeformere. Duften er meget kraftig, men god.
Dette er en stjernepelargonie, som hedder Fire fox scarlett. Som man kan se, er bladene mere takkede i det end de almindelige zonalepelargonier og blomsterne ligner stjerner. Den er meget nem at få til at trives, da den tåler lidt af hvert. Både at tørre ud, men den klarer også lidt for meget vand, hvis man skulle komme til det. Den er også nem at stiklingeformere.
Ved at benytte mig af bestemte pottestørrelser til alle pelargonierne kan jeg styre hvor store de skal være. I vindueskarmene er potterne ikke større end 13 cm i diameter, fordi så får pelargonierne en størrelse, hvor man stadigvæk kan se ud af vinduerne, når vi sidder og hygger os i orangeriet. Hvis man vil have dem større, kan man potte dem op. Man skal dog ikke gå fra en lille potte på f.eks. 7 cm til en potte på 20 cm. Det bliver for voldsomt for planten og man risikerer, at den rådner i den store potte. Rodnettet skal have tid til at udvikle sig og man siger, at pelargonier godt kan lide at stå lidt trængt i potten, så man skal potte op med lidt flere størrelser indtil den ønskede størrelse.
↧
January 8, 2016, 11:56 pm
Der er da kommet noget sne de sidste par dage.I går eftermiddags var jeg lige ude med kameraet. Det hele ser så pænt ud, når sneen lægger sig. Heldigvis var det ikke mere end at jeg kunne cykle på arbejde.
Mine lystræer vil jeg lade blive en uges tid mere. De tænder om morgenen, når vi står op og jeg bliver altid så glad, når jeg kigger ud på dem.
Her ser man dem lidt tydeligere. Disse to er stukket ned i jorden.
Belysningen inde for er to spotskinner, som er sat fast på spærrene. Der er 4 spot i hver skinne og de giver et rigtig godt lys.
Lystræerne på denne side er sat ned i krukker med jord og så er der lagt store sten i toppen, så de ikke vælter. De klarer al den blæst, der har været i lang tid nu uden at vælte.
I dag havde jeg tænkt, at jeg skal så hostaer. De skal have både kulde og varme for at spire. Sidst jeg såede dem, stod potterne i 14 dage ude i orangeriet, hvorefter jeg satte dem ind i en vindueskarm i stuetemperatur, hvor de spirede. Da de blivende blade var kommet, satte jeg dem ud i det kolde orangeri igen. Nu har jeg haft dem i krukker i to sæsoner og de er vokset godt.
Desværre blev dette billede rystet, men jeg synes, krukkerne ser så vinterlige ud i sneen!
Sådan ser det ud, når vi går ud af døren. Bænken står overfor døren. Sukkertoppene med lys giver en hyggelig stemning, når jeg skal ud af døren om morgenen for at cykle afsted på arbejde.
Det skal da være lidt hyggeligt her i vinterkulden! Men næste weekend kommer lysene ind igen.
↧
January 11, 2016, 8:06 am
Lidt nyt og lidt som vanligt!I år har jeg købt frø fire forskellige steder.Ved Frøbutikken har jeg købt rød og grøn rævehale. Dem har jeg haft i haven i nogle år nu. Desværre fik jeg ikke selv samlet frø ind, da det var alt for vådt i efteråret.
Her ser man den røde rævehale lidt til højre for midten. Dens løv er mørk.Den grønne rævehale bliver plantet ud i det grønne og abrikosfarvede bed.
Hos Plants of Distinction har jeg købt tre nye frøsorter, blandt andet Verbena Apricot Brandy, som skal plantes ud i det grønne og abrikosfarvede bed sammen med de grønne rævehaler. Jeg plejer at så abrikosfarvet frøkenhat, men i år ville jeg prøve en ny abrikosfarvet blomst og fandt denne verbena.
Derudover købte jeg en sort tallerkensmækker og en hvid solskikke med chokoladebrun midte.
Det er første gang, jeg skal have solsikker i haven og årsagen er, at jeg så gerne vil plukke deres hoveder, når de går i frø og så pynte med dem til vinter - ligesom hos Fru Pedersen!Jeg valgte den hvide sort, fordi jeg synes, den er så pæn. Jeg har fundet en plads ude i haven og det bliver et lille rundt bed, hvor de kommer til at stå tæt sammen.
Hos Swallowtail Garden Seeds har jeg købt ampelpileurt. Den har jeg også haft i haven i flere år nu, men fik heller ikke samlet frø ind pga. vådt vejr. Den har jeg på havebordene rundt omkring i zinkpotter og så har jeg en hængeampel ved indgangsdøren, som den også bliver plantet ud i.
Den er villig til at selvså sig og kan også overvintre i milde vintre. Sidste år overvintrede jeg én i orangeriet og det gik fint.
Hos Albinus Frø har jeg købt en del, blandt andet to forskellige øjeblomst - en sort og en blå. Den blå havde jeg tænkt, skulle være en kantplante omkring mit bærbed, da den skulle være god som kantplante. De hedder henholdsvis Penny Black og Five Spot.Jeg har også købt tallerkensmækker Milkmaid, som skal plantes ud sammen med den sorte variant i mine altankasser. I år har jeg købt en ny græs - hjertegræs - den skal plantes ud i store beholdere i mine gamle æblekasser. Så har jeg købt en lyserød og en blå dusksalvie. Jeg har aldrig haft den lyserøde før, men den blå har jeg haft i nogle år. Den trivedes dog ikke så godt sidste år, fordi den havde det for vådt!De sidste to frø jeg har købt hos Albinus Frø er vortemælk Kilimanjaro og timeviser. Sidstnævnte har jeg ellers haft succes med selv at samle frø ind af de sidste år, men i år var den længe om at komme i blomst og satte ikke frø, før det var så vådt, at jeg ikke kunne plukke dem.
Her ser man vortemælken.
Jeg glæder mig rigtig meget til at jeg skal igang med at så, det er noget af det bedste jeg ved i min have. Der er så meget glæde ved det, både selve såprocessen, men også en forventningensglæde; for kommer frøene op og hvordan trives de? Hvordan tager de sig ud i haven og hvilke planter er pæne at sætte sammen? Så både glæde og kreativiteten bliver udfordret og det er rigtig sundt for mig, for jeg kan koble fuldstændig af og koncentrere mig 100% om dette arbejde. Alle andre udfordringer på arbejde og ellers bliver skubbet helt i baggrunden og når arbejdet er færdigt, virker disse problemer betydeligt mindre.Jeg er allerede begyndt, idet jeg har sået hosta her i weekenden. Det er en god tid at så staudefrø på nu.Jeg har samlet en del frø ind fra haven, så alle mine såbakker og potter skal nok komme i brug igen i år:)
↧
↧
January 15, 2016, 12:15 am
En flot morgen og fridag.Temperaturmåleren viste minus 10 grader, da jeg stod op i morges. Pilleovnen i orangeriet har været igang hele natten og derude var der lige knap 7 plusgrader. Jeg var meget spændt på, hvad måleren viste derude og tjekkede det med det samme jeg stod op!
Det er dejligt, at pilleovnen er så effektiv! Det er en flot morgen og nu har jeg hentet brænde til brændeovnen i stuen, skovlet sne i indkørslen og på fortovet og taget billeder.
Laboratorieflaskerne er dækket af sne.Det har været en hård uge på arbejde, jeg synes, det er hårdt at være ansat i sygehusvæsenet, så sådan en fridag som i dag er meget værdifuld! Så får man ladet op, så man er klar til en uge mere.
Det ser lidt hyggeligt ud med sne på krukkerne. De er heldigvis frostsikre.
En kat er gået en tur igennem haven.
Fyrretræet i murerbaljen er blevet ret højt.
Det lille stenbed er helt dækket af sne.
Lystræerne er tændt et par timer om morgenen også. Katten er gået en tur i hele haven.
Al sneen kom natten til i går. Siden har vi ikke fået noget, det er også nok efter min mening, for det er stadig nogenlunde fremkommeligt.
Magnoliatræet står med knopper, jeg håber, det kan klare kulden!
Truget i indkørslen har fået snedragt på ligesom krukkerne med heuchera. De ser noget forfrosne ud, jeg håber, de klarer den!
Disse gamle havestole står i indkørslen. Ryglænet ligner lidt ansigter (med lidt god vilje), jeg synes i hvert fald, det så sjovt ud.
Ud mod vejen er der også lidt lys.
Min lysdekoration på det lille zinkbord er godt dækket til. Jeg får nok ikke ild i lyset lige med det samme:)I dag står den på afslapning!
↧
January 16, 2016, 2:34 am
Der gemmer sig meget under sneen!I dag vil jeg gerne vise det største staudebed i haven fra det tidlige forår til frosten sætter ind. Det er en udfordring at få blomster hele vejen igennem, det er noget, jeg stadig arbejder på.
Bedet er trekantet og bygget op så de højeste stauder står op ad plankeværket og de lavere forrest. Her er det primo maj og meget er på vej op. Som man kan se, er der ikke rigtig noget i blomst. Det første, der blomstrer, er løjtnantshjerte og natviol.
Her kan man lidt til højre se løjtnantshjerten. Der er to miniroser i bedet, den ene er de lange grene forrest i bedet. Jeg tror, jeg skal klippe dem lidt ned i år.
Tre uger senere, er bedet næsten helt dækket. Dette billede er fra siden. Forrest i billedet ser man dagliljer, som jeg har delt før, men de skal nok deles igen. Nede mod spidsen fylder purpur haveknopurt godt og vokser udover kanten. Den er også tidligt i blomst og jeg plejer at klippe den ned, så når den endnu en blomstring i sæsonen. Mod plankeværket kan man se, at høstanemonerne er godt på vej.
En uge senere blomstrede haveknopurten. Det er da en flot farve?
Nu er vi i starten af juli og pom pom valmuerne blomstrer sammen med miniroserne, riddersporene, som er det blå i venstre hjørne. Jeg har efterhånden plantet så meget i bedet, at jeg ikke længere kan huske det hele, men heldigvis har jeg planteskilte ved hver plante, så jeg ikke luger dem væk i foråret.
Primo august, hvor høstanemonerne er i fuld gang. Man kan også se marmelukærmerne, hvor denne er en staude.
Primo september hvor hjortetrøsten og kattehalerne er i fuld gang.I 2015 var foråret koldt, og det kan ses, da bedet faktisk først er på sit højeste i august, hvor det de andre år har været juli.
Kattehalerne har en flot farve.Bedet er holdt i lyserøde og røde farver.
Et nærbillede medio september med roser og duehoved.
Medio oktober, hvor det er ved at visne ned, men man kan se sølvlysene midt i billedet.
Det var bedet i 2015, som ikke var dets bedste år. Jeg tror, det viste sin storhed i 2013. Sidste år var en del af purpursolhattene forsvundet - jeg tror, det er fordi de har fået for meget konkurrence fra flere andre planter. I 13 og 14 fyldte de hele spidsen af bedet og det så så godt ud. Det bliver spændende hvordan det tager sig ud i år, da mange nyplantede planter sidste år nok først bliver rigtig fine i år!
↧
January 18, 2016, 7:35 am
I dag har jeg været på en lille inspektionsrunde i haven!Jeg ville se, om laboratorieflaskerne har kunnet tåle de mange frostgrader.
De ser fine ud rundt omkring, her er det på den nederste del af plantebordet.
Det sner ret meget udenfor lige nu.
Dem på fliserne har det også meget godt.
Det ser lidt hyggeligt ud med sne på flaskerne.
Anders har lige været en uge hjemme hos sin mor i Herlev og tog yderligere 4 laboratorieflasker med hjem i rygsækken. Jeg har stadig en papkasse hjemme i svigermors garage, hvor der er yderligere 7 flasker. Disse 4 og de resterende er ret store. Svigermor ryster på hovedet af mig og forstår ikke hvad jeg skal med alle de flasker i haven, men jeg er rigtig glad for dem og meget taknemmelig for at hun hentede dem hos Lauritz.com. Heldigvis har hun ikke noget imod, at vi fragter dem hjem til Nordjylland med tog lidt ad gangen (de fylder godt). Nu er der kun én papkasse tilbage i hendes garage!
I det lille drivhus står alle mine løgkrukker og venter på foråret. Tulipanløgene er begyndt at titte lidt op, som kan kan se. Til foråret bliver løgfarverne lyserød og creme.
Dahliaknoldene i udhuset står frostfrit og har det fint. De er saftige og spændstige, så det var godt lige at få dem tjekket. Jeg har omkring en 7-8 kasser derude.
Gad vide hvor meget sne, der kommer ned nu.
For en uge siden såede jeg hostafrø - en blå og en hvidbroget. Jeg havde held med dem forrige år, hvor de stod de første 14 dage i det kølige orangeri, hvorefter de kom ind i en vindueskarm i huset, hvor de begyndte at spire efter nogle dage. Da de to blivende blade var kommet, satte jeg dem ud i orangeriet igen.Jeg vil benytte samme taktik igen, da frøene skal have både kulde og varme for at spire.
Om et par uger vil jeg så indianermynte. Dem såede jeg i februar sidste år og de kom fint allesammen.
↧
January 25, 2016, 10:38 am
Det har været en travl uge.Min yngste niece fyldte 18 år i torsdags og vi var til stor fødselsdagsfest. I weekenden var vi til 60 års fødselsdag på Liselund Slot på Møn, så vi har rejst frem og tilbage til begge ender af landet og siddet en hel del i tog, men det var det hele værd. Vi har haft det fantastisk sammen med hyggelige, gode og søde mennesker!
I år holder jeg åben have torsdag den 07.juli kl. 19-21 og igen torsdag den 18.august kl. 19-21. Derudover efter aftale.
En kort beskrivelse af haven:Der er ca. 130 krukker i haven med stauder og sommerblomster foruden rosenbede med engelske roser. Desuden er der staudebede og frugttræer samt bærbuske. Haven er næsten selvforsynet med planter, som bliver opformeret i orangeriet, der er frostfrit. Her er der ca. 120 forskellige pelargonier samt forskellige citrustræer, der overvintrer dér.
Jeg håber, mange har lyst til at kigge forbi.
↧
↧
January 26, 2016, 10:25 am
Lige nu øsregner det,men jeg var ude med kameraet inden. Jeg nåede lige et par billeder inden det løb tør for batteri! Min ældste niece læser til socialpædagog og fik 12 til eksamen i går. I de andre eksamener har hun fået 10, så hun er ret skrap. Det måtte fejres med blomster, så jeg har købt en buket til hende og en til mig selv:)
Ude i haven pibler løgvæksterne op og jeg var rundt for at kontrollere om de kom alle steder, hvor jeg har sat dem - og det gjorde de! Det er jo genbrugsløg, idet jeg havde dem i krukker sidste forår, hvor de visnede ned og stod tørt indtil i efteråret, hvor jeg plantede dem ud i bedene. Dette koncept har jeg kørt med i nogle år nu og det fungerer ret godt.
Her er det dagliljer, der er på vej op.Jeg fik også lige set til juleroserne og de var i blomst, dem må jeg tage billeder af en anden dag.
↧
January 28, 2016, 11:12 am
Gule og hvide farver.Skyggebedet i det fjerneste hjørne i haven er ved at være godt vokset til. I foråret blomstrer mange narcisser sammen med påskeklokker og senere kommer mange stauder frem i lyse farver sammen med mange hostaer, som bedet er plantet til med.
Billederne er fra april, hvor narcisserne er godt i gang, man kan også se påskeklokkerne.
Her er bedet bagest i billedet fra maj måned.
Dette billede er fra medio juni, hvor de gule farver også er fremme.
Her er der plantet hostaer i bedet. De står langt inde. Planen er, at de skal lukke bedet i denne tredjedel af det.
I juli blomstrer løvefoden, som er plantet i en række foran langs med stenene. Jeg har opdaget til min store overraskelse, at jeg stortset ikke har taget billeder, mens løvefoden blomstrer. Det er en kæmpe svipser. Dette billede er fra 2013. Sidste år var de rigtig flotte og jeg plukkede mange af de små limegule blomster ind til buketter. Løvefoden klipper jeg helt ned, når blomstringen er ved at være overstået og så når de at blomstre i sensommeren, men ikke lige så frodigt.På dette billede kan man også se staudedigitalis'erne (som ser ud som små tynde stængler på billedet). Dem tog jeg frø af forrige år og det lykkedes at få planter ud af dem, da de blev sået i vinteren samme år.
Her er det november, hvor visne blade dækker hele bedet. Dem, der ikke er formuldet, fjerner jeg i foråret for at komme til at luge, inden der bliver for meget ukrudt. I 2015 var der ikke meget lys eller jord til ukrudt og hele sæsonen igennem var det et let overkommeligt arbejde at luge bedet.Da vi købte huset for 12 år siden, var her kun en græsplæne og helt inde i inderste hjørne her stod der en laurbærbusk, som blev fjernet, da den var meget frostskadet og derefter besluttede jeg mig for at forsøge med et skyggebed. Naboen har store træer i sin have i dette område og det er dem, der giver skyggen. Træerne er så flotte og de er en god baggrund i vores lille have!
↧
February 1, 2016, 10:23 am
Ikke mange andre blomster,men juleroserne, som jeg plantede ud for et år siden har blomstret de sidste par uger. Påskeklokkerne er også godt på vej ligesom nyseroden, jeg har fået af Lisbeth fra Pelargonieklubben.
Jeg troede, den var gået ud, da den var væk sidste år, men i år er den kommet rigtig fint. Det var bare en lille stikling, Lisbeth havde fra sin have, som jeg fik i en potte, så det var godt at se den så fin.
Billederne er taget delvist i mørke, så de er desværre noget uklare, men man kan godt se, hvor mange blomster, der er i juleroserne. Jeg har fulgt med på mange blogge, hvor man kan se blomstrende buske og træer lige for tiden. Det kan jeg desværre ikke vise, for jeg har ikke sådanne i haven. De sidste par vintre har jeg haft fokus på stedsegrønt og synes, det er ved at lykkes nogenlunde med stedsegrønt placeret flere steder.Så mit næste projekt skal måske være lidt flere vinterblomstrende planter, selvom jeg ikke har meget plads. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at der godt kan være lidt mere i staudebedene, hvor jeg også gerne vil have heucheraer, som er så fine hele året rundt.
Så jeg har nærstuderet de spændende indlæg hos andre og noteret mig nogle buske:)
I de næste dage/par uger skal jeg i gang med at gøre alle mine såredskaber rene og så skal jeg ud at skaffe jord til såning. Når rengøringsarbejdet er overstået er det tid til at lave pelargoniestiklinger i slutningen af februar/starten af marts. Jeg glæder mig til at komme igang.
↧
February 2, 2016, 11:57 am
Rengøring og klargøring til at så.Jeg har 8 rootrainers og er gået i gang med at vaske dem rene. Jeg opbevarer dem i udhuset, hvor de har været opmagasineret siden de var i brug sidste år. Tre af dem er vasket rene i varmt vand her til aften.
Jeg vil gerne slå et slag for rootrainers, som har en del fordele, når man skal så. De er dybe og smalle, så man kan så få frø i hvert såhul og så kan de nå at udvikle et ret stort rodnet, inden de skal plantes ud. Jeg fylder såhullerne op med 3/4-dele blomstermuld og den øverste 1/4 med så- og priklejord. På den måde skåner jeg rødderne, når de er helt spæde, idet der ikke er næring i så- og priklejorden, som kan svide rødderne. Når de så er vokset noget til, gror de ned i blomstermulden, som har en tilpas mængde gødning, som de kan tåle. På denne måde behøver jeg heller ikke prikle om, men kan lade planten vokse til, inden den skal ud på blivende sted. Rootrainers kan åbnes i siden, så man kan tage hele jordklumpen ud og på den måde beskadiger man ikke rødderne.De er lidt dyre at anskaffe sig, men jeg har haft mine i 3 år nu og de kan sagtens holde i mange flere år.
I udhuset har jeg mange potter og bakker. Jeg går ind for genbrug og gemmer de store kødbakker fra supermarkederne, som er rigtig fine til at have potter i. Jeg er også så heldig, at vi fik en hel del store foliebakker, som der var mad i til Anders's fødselsdag. De er også rigtig gode til at sætte såpotter i. På mit arbejde har jeg spurgt mine kolleger, om de vil give mig små potter, de har haft planter i, istedet for bare at smide dem ud. Jeg er interesseret i potter fra 7 til 9 cm i diameter, da de har lige den rette størrelse til at så i. Hvis potterne er for store, har frøene en tendens til at rådne og fare vild i potten. Rødderne vil gerne trænge ud til kanten, så derfor skal potterne ikke være for store. Det samme gælder, når jeg laver stiklinger. Jeg køber også potter ved et netfirma, hvor de koster 50 øre stykket. Og så er især hyacintpotter rigtig gode i størrelserne.
Bakker og potter gør jeg løbende rene, da jeg har rigtig mange, så lige nu er der heldigvis ikke meget af det, der skal rengøres.Jeg plejer at lave ca. 200 pelargoniestiklinger og så sår jeg lige så mange planter, så der skal en del materiale til. Det har kun været nødvendigt at købe såpotter to gange i de år, jeg har været i gang. Så det er rart med genbrug og flinke kolleger.
Jeg har endnu ikke fået sået indianermynte, men regner med at få det gjort i weekenden. I år har jeg ikke så mange staudefrø, men jeg har dog nogle, som er halvhårdføre og overvejer også at så dem i weekenden. Det er kæmpeverbena og sort kornblomst.Og så skal jeg forberede nogle gaver til foredragsgæsterne, der kommer om et par måneder. Til mine foredrag følger der nemlig lidt overraskelser med!
↧
↧
February 5, 2016, 2:50 am
Jeg bruger farverne, når jeg planlægger et bed.Når jeg skal plante mine krukkebede til, bruger jeg farver for at have noget at bygge bedet op med. I min have har jeg valgt de farver, jeg bedst kan lide og forsøger at finde frø, der bliver til planter med disse farver. Jeg tænker også over blomsternes facon og størrelser.
På denne farveskala kan man følge farverne hele vejen rundt og se tone i tone farver. Ser man farverne overfor hinanden, er de hinandens komplimentærfarver. Jeg har læst mig til, at komplimentærfarver også kaldes for harmoniske farver. Det skulle være sådan, at når øjet kigger på en farver, bliver det træt og søger kontrast for at skabe harmoni og balance. For eksempel er grøn og rød hinandens kontrastfarver. Når man sætter kontrastfarverne sammen i et bed, forstærkes farverne og det synes jeg, er værd at tænke på, når man planlægger et bed.
Jeg har seks krukkebede i haven, hvor jeg sår og stiklingeformerer planterne til krukkerne.
Jeg har et gult bed, med både lyse og mørke gule farver. Det står på vestsiden af huset og får først sol sidst på eftermiddagen, men heldigvis synes jeg, at det er ret blomsterrigt, selvom det nok er lidt sent til at blomstre.
Det største krukkebed er med lyserøde og lilla farver. Lyserød er min yndlingsfarve og i bedet har blomsterne både runde og spir-formede faconer. Jeg har også lidt mørkere blomster ind imellem for at give det lidt kontrast. Jeg synes lilla og lyserød klæder hinanden godt.
Man kan også bruge løvet. I dette bed er farverne pink og purpur og så er løvet både lyst og meget mørkt. Jeg synes, de pinke blomster, når de kommer frem, er en god kontrast til den mørke purpur. I mine øjne er det kraftfuldt at kigge på og man bliver i godt humør. Der er flest dahilier i bedet, men også blandt andet purpur kongelys og sort kornblomst og forskellige mørke heucheraer.
Ude i indkørslen har jeg et hvidt og gråt bed, hvor den grå farve er løvet på planterne og så er der hvide blomster og også nogle brogede hostaer. Der er en del udfordringer med dette bed og jeg er endnu ikke helt tilfreds. Jeg synes, planterne er så lave allesammen og vil gerne have nogle i højden. Måske kan man lave en hylde, der skal stå op ad husmuren og så kan jeg placere de bageste krukker på den. Det går jeg og overvejer lidt.
Det citrongule dahliabed består kun af denne gule farver og så et par enkelte hvide dahlier. Det er et meget blomsterrigt bed, som jeg er utrolig glad for. De gule dahlier har forskellige faconer.
Her ser man de hvide og grå bed lidt tydeligere. De to træer er henholdsvis en troldepil og et oliventræ.
Her er det det blå og lilla bed. Det var lidt for tæt sidste år - for mange krukker sat sammen, så planterne havde det noget trængt og det vidste sig også, at sneglene kravlede op i krukkerne fordi planterne ikke rigtig trivedes. Da jeg opdagede det, fik jeg heldigvis dræbt alle sneglene og tømt nogle af krukkerne. Det har jeg stor respekt for, så i år skal planterne have plads til at udvikle sig, så de bliver sunde og kraftige. Jeg har heldigvis ikke så store problemer med snegle og har kun ganske få, men det var alligevel et chok, at de var i dette krukkebed, det er aldrig sket før, at der har været snegle i mine krukker. Håber ikke, det sker igen:)
Jeg kunne godt tænke mig et bed i kenzofarver og overvejer om, bedet på vestsiden af huset, som plejer at være gult, skal ændres til disse farver. Jeg har endnu ikke besluttet mig, så vi får se.
↧
February 10, 2016, 12:15 pm
Lilla indianermynte og sort kornblomst.I går lykkedes det mig at få sået ovennævnte. Jeg skulle lige have fat i noget jord og komme mig efter influenzaen, som dog stadig halter lidt. Jeg tror, jeg har feber i dag, men det går da heldigvis fremad.
Det blev til 19 potter med hver. Der var en rimelig god temperatur i orangeriet i går eftermiddags og solen havde også været fremme lidt, men jeg tog godt med tøj på alligevel.Jeg går ind for genbrug og disse foliebakker er fra en restaurant, hvor vi fik mad fra til Anders' fødselsdag i sommers. De er ret store og har plads til 19 7 cm's potter. Jeg har vist 4 af disse bakker. Jeg gemmer også kødbakker fra supermarkederne, som er ligeså gode at have såpotter i. Det er så godt, at man kan vande i bunden for når frøene spirer, skal man passe på med rodhalsråd, som spirerne kan få, hvis de har det for fugtigt. Samtidigt strør jeg vermiculite i et tyndt lag øverst i potten, som også holder på fugten på en god måde, som også er med til at undgå rodhalsråd.
Lilla indianermynte, som tiltrækker både bier og humlebier og faktisk har en ret god duft.
Sort kornblomst Black Ball.Begge blomster havde jeg i krukker sidste sæson og det vil jeg have igen, for de trivedes rigtig godt og blomstrede længe. Denne kornblomst led dog noget over forsommerens mange dage med blæst og fik en grofacon henad i stedet for at fylde hele potten ud, men det gik ikke ud over blomstringen. Jeg håber på mindre blæst i den kommende sæson!Begge planter blev også sået i orangeriet sidste år og jeg havde flere krukker med hver.
En af de næste dage, skal jeg så lyserød dværglupin og gul jakobsstige. De skal nemlig også sås nu, selvom temperaturen er lav, da de begge er stauder.
Her ser man lyserød dværglupin, som har vævet sig ind i den dobbelte cosmos. Lupinen er ikke helt så hårdfør som andre lupiner, så jeg sår den hvert år på denne årstid. Sidste år havde jeg den i krukker for første gang og den var faktisk noget mere frodig end de forrige år, hvor jeg havde plantet den ud i bede.
Gul Jakobsstige er noget anderledes end den blå og den hvide. De gule blomster er trompetformede, men løvet er det samme. Jeg synes, de gør sig rigtig godt sammen med andre gule og sammen med hvide og grønne blomster. Jeg fik en lille stikling af Lisbeth fra Pelargonieklubben for nogle år siden og tog frø. Sidenhen har jeg sået dem hver eneste år, den er faktisk fuld hårdfør og har overvintret i krukker. Jeg har den kun i krukker. Efter et par år kommer den til at se lidt træls ud i krukken, så derfor vil jeg fortsætte med at så nye planter hvert år, så de altid er frodige og blomsterrige. De trives ligeså godt i både sol og skygge. Dem er jeg meget glad for!
Desværre er der ikke meget liv i de hostafrø, jeg såede for en måneds tid siden. Der er endnu ingen spirer, selvom jeg har placeret dem både koldt og varmt, men jeg har endnu ikke opgivet håbet. Måske er spireevnen i frøene ikke længere god, da de er fra forrige år!
↧
February 13, 2016, 1:25 am
Opvarmning i frostvejr.Pilleovnen i orangeriet er rigtig effektiv til at varme op, når der er frostvejr udenfor. I går aftes var der minus 6 grader ligesom i morges, så pilleovnen har kørt hele natten.
I morges var der næsten 8 grader og når den slukker om morgenen, holder temperaturen sig det meste af dagen og hvis der kommer frost til aften igen, passer det med, at ovnen går i gang ca. 21.30. Jeg fylder den helt op med 6 mm træpiller og næsten det hele bliver brugt i løbet af natten. For 3 år siden købte jeg en palle træpiller for 18-1900 kroner og jeg har ca. en fjerdedel tilbage på nuværende tidspunkt, så jeg synes, det er en billig opvarmningsmulighed. Der er en motor i den, så den kan cirkulere varmen ud i hele rummet. Den er beregnet til at varme et rum op på 30 m2 hvilket svarer til vores orangeri.Jeg gør den klar med nye træpiller hver dag og hver 3.dag gør jeg brændkammeret rent og tømmer skuffen med aske. Der bliver ikke produceret ret meget aske, så jeg tror faktisk, man kan gøre den rent efter flere dage. Men hver 3.dag er godt og så holder jeg den rimelig ren. Der skal være service på den engang imellem og det gør ovnen selv opmærksom på, når jeg skal bestille service. Det har endnu ikke været aktuelt. Den er 3,5 år gammel og starter hver eneste gang.Det er en Ecoteck brændeovn, model Lisa. Man kan læse mere om træpilleovne HER
↧