Quantcast
Channel: Birgitte på nettet
Viewing all 619 articles
Browse latest View live

Plankeværk og såning.

$
0
0
Plankeværket er næsten færdigt.
Der mangler dog nogle brædder på bagsiden og i siderne. I dag har Anders været ved at gøre klar til at sætte en låge op. Jeg har stået hele dagen i orangeriet og sået.


Plankeværet står nu i skellet. Alle stolperne er støbt ned i jorden med cement og brædderne er sat på med skruer. Det var et råd, Anders fik, da brædderne efterhånden er mange år gamle og bruger man skruer, er det noget nemmere at få brædtet af, hvis det skal skiftes ud.
Man kan godt se åbningen midt i plankeværket. Dér skal der være en låge.



Bagved plankeværket er der en halv meter, som hører til naboens grund, men han vil ikke bruge det stykke, så Anders har spurgt om vi må bruge det og det måtte vi godt.
Vi har en tandem og nogle reservecykler, som fylder ret meget i udhuset, hvor der også er havemøbler og forskellige redskaber. I dette ingemandsland vil vi gerne opbevare reservecyklerne.


Og for at beskytte cyklerne mod vind og vejr vil Anders bruge disse stålplader som et tag over ingenmandslandet, så cyklerne kan stå derunder. Stålpladerne blev gravet frem, da anlægsgartneren var her og fjernede alt det skidt og møg, og selvsåede træer, der var bag plankeværket før. Man kommer ikke til at se "cykelskuret" fra haven. Måske bliver der også plads til trillebør og sækkevogn.
Lågen bliver sådan, at den åbnes væk fra haven, så jeg kan have mine bede og planter uden at vi skal trampe alt for meget rundt i det hele.


På dette billede kan man se, hvor plankeværket gik før og hvor det går nu. Der er en god meter, som er blevet lagt til haven. Plankeværket til venstre skal blive der og nu vokser der klatreroser op af det. Lige bag plankeværket til venstre har vi vores brændestabel, men det er ikke ad denne vej, man skal ind til den. Denne her lille passage kan bruges til at stille haveaffald eller en stige eller andet bagved, så det bliver gemt væk. Når plankeværket er helt færdigt, skal vi have sat udendørslamper på. Dem fik jeg i julegave og jeg håber, de giver et hyggeligt lys udover planterne. På plankeværket har jeg en idé om at der skal vokse clematis.


Påskeklokkerne er sprunget ud. De hang lidt med hovederne her til morgen, fordi der har været frost i nat.


De har begge smidt frø tidligere, så der nu er kommet lidt flere små påskeklokker. Det er kun godt:)



Stinkende nyserod ser fin ud. Som man måske kan se, så pibler vorterod op overalt i bedet. Jeg kan simpelthen ikke følge med med at fjerne dem, så de får være og heldigvis visner de ret hurtigt ned igen.


Klokken ni i morges gik jeg i gang med at så og jeg blev færdig kl. 16.30. 
Jeg har sået 44 forskellige planter og mangler nu kun lyserød og blå lathyrus samt timeviser og kæmpe skælhoved. lathyrus-ærterne har jeg lagt i blød her til aften, så de er klar til at blive sået i morgen.

Nu kommer der en liste, med alt det jeg har sået, hvis I ikke orker at læse dem alle er det fint nok, jeg bruger listen til at holde styr på dem alle.

Stauder havde jeg sået i forvejen:
Hvid staudelathyrus¨, purpur solhat, mørk stjerneskærm, mamelukærmebusk, heuchera, geranium, stedmoderblomst gul, rosa spydverbena. Kæmpemargurit, lyserød ridderspore, kniplingeblomst, purpur kongelys, gul jakobsstige, akeleje, pink løvemund, hvid og purpur digitalis.

Sommerblomster, jeg har sået i dag:
Voksurt, lille voksurt, tre forskellige solsikker, appelsintagetes, purpur tobaksplante, trompet katost, almindelig cosmos, gul cosmos og dobbelt cosmos, drejeblomst, Jomfru i det grønne, rød mølle, kardinallobelie, pragtlobelie, sort kornblomst, lilla frøkenhat, indianermynte blå og lilla, mamelukærme, hjertegræs, rød rævehale, kæmpeverbena, klatreløvemund, ampelpileurt og rosenslynger.


Jeg er kommet i tanker om, at der skal være nogle flere farver i krukkerne langs husmuren i indkørslen samt ude foran. Jeg har altid holdt disse i gule og hvide blomster, men muren er hvid og jeg tror, det er pænere med noget mere farverigt.
Det grønne i foliebakken er kæmpemarguritter. De skal prikles ud snart. Forhåbentlig bliver det mandag eller tirsdag, jeg får tid til det.


Nogle frø har jeg sået rigtig mange af, mens andre kun er få frø. Jeg har nogenlunde styr på det, der skal prikles og har overblik over bakker og potter til formålet. Der er også en del frø, hvor der ikke er mange i hvert sårum eller potte, så de skal ikke prikles om.
Jeg fylder sårum og potter med 2/3 dele blomstermuld nederst i potten og en tredjedel så og priklejord øverst. Det øverste jord er gødningsfrit og det er godt, når rødderne er helt små, for så tåler de ikke gødning. Når de så er vokset større og begynder at kunne optage gødning, så vokser de videre ned i blomstermulden. På den måde sparer jeg en omprikling og skal kun prikle de potter, hvor der er mange frø.

Det var lidt om, hvad der er sket hos os i dag. Rigtig god søndag aften.

Tomat test-frøene spirer.

$
0
0
For et par uger siden,
såede jeg de frø, jeg skulle teste for FLORAMA og nu spirer tomatfrøene. Jeg såede også to forskellige auberginer, men de er endnu ikke kommet op.



Da jeg såede dem, fyldte jeg potterne op med 2/3 dele blomstermuld og den øverste tredjedel med så- og prikle jord. Fordelen ved dette er, at der ikke er gødning i så- og priklejorden, så de små spæde spirer ikke brændes af. Det er der risiko for, hvis man sår i for næringsrig jord. Når rødderne er udviklet lidt mere, vil de gerne optage næring og så passer det fint, at de vokser videre ned i blomstermulden, hvor der er en passende mængde næring. Jeg bruger almindelig blomstermuld.


Jeg har forsøgt at lave en tegning med en potte og måden jeg fylder jord op på. Ved denne blanding sparer man en omprikling.

Når de små planter er vokset større i løbet af de næste par uger, vil jeg plante om i endnu mere næringsrig jord, inden de til sidst skal plantes ud på blivende sted.

Der er tre forskellige tomater og jeg må konkludere, at spirevnen er god. Jeg tror, der var en 4-5 frø af hver tomat og der er flere af dem, der allerede er kommet op.

Nu skal jeg bare sørge for at holde potterne fugtige, så de ikke tørrer ud. Potterne er 8 cm i diameter og det er en fin størrelse. Potterne har jeg ikke større end 9 cm i diameter. Det fungerer fint, at de ikke er større. Nogle siger, at rødderne søger ud mod kanten, fordi der er varmere. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men min erfaring er, at hvis man sår i store potter, får man ikke det samme resultat, da frøplanterne kan rådne fordi rødderne "farer vild" i den fugtige jord.

Tomatsorterne er Topsy Tom, Little Bing og Little Sicily.

Mange planer.

$
0
0
Endelig skal jeg i haven!
Sponsoreret indlæg.
I morgen skal jeg tidligt op og ud at grave nye bede i stykket langs med huset på vestsiden. Hele dette område i haven skal ændres. Jeg skal også have gravet de sidste stolper ned.



Det er denne del af haven, som bliver helt anderledes. Det kræver noget godt arbejdstøj og sko. Jeg har taget min gamle skijakke i brug som efterårs- og vinterjakke i haven. Den kan jeg holde varmen i. Jeg har købt nogle have-gummistøvler for et par år siden og de er også varme nok med en sok i.
Hos Engelbert-strauss.dk kan man købe nogle smarte arbejdssko i forskellige modeller blandt andet Corvids modellen e.s. O1 . Jeg tror også, at det er noget for Anders. Han køber normalt arbejdstøj og sko hos Jem og Fix men det holder generelt ikke så længe.



Det går fremad med plankeværket og nu er døren sat i. Det er godt, at han snart er færdig, for planterne pibler op af jorden og jeg er lidt nervøs for, at han tramper for meget rundt.
Hvis I har lyst til at læse om, hvorfor vi har sat en dør i plankeværket, kan I læse om det I DETTE INDLÆG 

I år har jeg valgt ikke at holde åben have, fordi der skal ske en del ændringer i haven og det kommer nok til at rode noget igennem hele sæsonen.



Alting pibler op af jorden og det virker lovende med alle de tulipanløg, jeg lagde i efteråret, så forventningens glæde er stor. Jeg kommer til at arbejde meget og mange timer ude i haven og forhåbentlig vil Anders hjælpe mig med de tunge ting. Blandt andet skal der flyttes fliser og nogle skal lægges et nyt sted. Jeg kan godt selv grave ud til det og også flytte fliserne, men det er svært for mig at lægge dem rigtigt, så det vil jeg gerne have hjælp til.
Vi har efterhånden en del værktøj i vores værksted og jeg er sikker på, jeg kan finde værktøj til at håndtere fliserne - blandt andet et koben.

Engelbert-Strauss' værktøj er en hel liste over nyttigt værktøj - den vil jeg vise til Anders, for jeg ved, at han har noget værktøj, der trænger til at blive skiftet ud.



Jeg er meget imponeret over LINDA og alt det hun selv kan i sin kolonihave. Hun er en rigtig handywoman. Måske er ovenstående liste med værktøj også noget for hende at kigge på?

I min haveplan, er der også ændringer til vores lille forhave ud mod fortovet og på søndag, når jeg får kørelejlighed til Gug Planteskole skal jeg have tre små træer med hjem, som jeg var derude og bestille i tirsdags. Det er tre benved på en 115 cm stamme og en fin krone med brogetbladet blade i gulgrøn og grøn. De skal kombineres med opstammede syrenhortensia Vanilla Fraise, som jeg også skal have tre af senere på sæsonen. Man kan læse om Vanilla Fraise her Det er en meget flot plante. Den fik jeg anbefalet af havearkitekten.



Mine roser står med fine bladskud og det er vist på høje tid at klippe dem ned og give dem gødning. Jeg håber, jeg når det i weekenden, når jeg har fået komposteret kogødning med hjem fra planteskolen. Jeg har med vilje ventet med dette, da en del af mine roser skal graves op og flyttes. Det er blandt andet det jeg skal grave ud til i morgen.
I aften skal jeg forberede foredrag, som jeg skal holde tirsdag aften og heldigvis har jeg nået alt det, jeg har sat mig for i orangeriet.

Haveplan del 1

$
0
0
Dagbog over arbejdet med haveplanen.
Nu er jeg kommet godt igang med ændringerne i haven. Og jeg har ferie i halvanden uge fra i dag af. JUHU. Jeg vil gerne skrive dagbog over arbejdet med at ændre haven ifølge haveplanen, jeg fik tegnet af havearkitekt Knud Bundgaard.


Ude foran huset har jeg plantet tre opstammede benved, som tåler lidt blæst og skygge og er fuldt hårdføre. Endvidere skal der være tre opstammede syrenhortensia Vanilla Fraise, som skal stå i krukker her også. Jeg har fundet nogle hos Jespers Planteskole som har dem på en stamme, der er 120 cm høj. Det er det samme som de tre benved. Jeg vil nemlig gerne have, at de skal række op over stakittet, så man bedre ser hvad der er i krukkerne, når man går forbi.


Der er mange tulipankrukker nu, men til sommer vil jeg nok begrænse antallet af krukker her.


Jeg har gravet ud til det første af to store bede i haven langs med huset. Jeg har valgt, at det skal være et rosenbed og har gravet Heritage og Brother Cadfael roserne op og plantet dem sammen her. Jeg tror nok, jeg er kommet frem til, at denne del af haven skal være en rosenhave. Bedet er 2,5 x 2 meter.


Op af disse stolper, som står i samme del af haven som rosenbedet, skal der vokse klatreroser. Der mangler stadig to grupper stolper, så der bliver tre på den ene side og to stolpevægge overfor. Men i år får jeg nok ikke råd til at købe klatreroser, da jeg også skal købe andre ting, så jeg har sået en hel del lathyrus, som skal vokse her til sommer.


Her ser man rosenbedet igen. Der er ni roser og jeg har besluttet mig for, at der ikke skal være bunddække, men har i stedet sået valmuer. Da roserne stod i to mindre bede før, havde jeg bunddække dér, men der gik altid så meget græs i det og jeg lå og håndlugede for at holde det nede. Det arbejde får jeg nok ikke tid til længere, da der bliver mange flere bede, der også skal holdes:) Men jeg har gemt nogle dianthus Maggie, hvis jeg skulle fortryde. Roserne har fået komposteret kogødning og organisk rosengødning.



























Brother Cadfael, som har et meget sundt løv.


Her er det Heritage. Den er desværre ikke nær så sund som Brother Cadfael her hos mig, men jeg håber på, at de kommer til at klæde hinanden alligevel.


Jeg er ved at grave flere roser op, nemlig de røde, der står i en lang række langs husmuren. Dem har jeg 8 af og de skal plantes ud i to nye bede, som er 1 x 1 m og elipseformet, hvor der skal være 4 roser i hvert bed. I samme del af haven hvor de andre roser er. Alle roserne har nogle store rødder, så der skal bruges kræfter for at grave dem op.
Fremover bliver denne del af haven nok døbt til "Rosenhaven".

Der skal være endnu et stort bed, hvor blommetræet kommer til at stå i kanten. Jeg har markeret hvor jeg skal grave, men først vil jeg grave de sidste roser op og sætte de sidste stolper.
I dag skal jeg være ude hele dagen.

Haveplan del 2 og lidt andet godt.

$
0
0
Nu er alle stolperne gravet ned og fliser er lagt.
Torsdag og fredag fik jeg gravet ud til fliser og gravet de sidste stolper ned. I går kom to vennepar hjem til os og vi havde en hel arbejdsdag her hos os, hvor vi fik lavet en hel masse. Meningen er, at vi senere skal hjem til dem og arbejde en hel dag. Det var rigtig hyggeligt at være sammen om mange projekter.


I fredags fik jeg gravet de sidste stolper ned. Sektionen til venstre er ca. 15 cm højere end resten. Det er for at "lege med lyset" som arkitekten sagde. De står mod vest, så det bliver nok når solen er på vej ned. Der er 5 sektioner, tre på den ene side og to på den anden. Jeg har gravet yderligere tre roser op og mangler nu kun tre mere.


Jeg har også gravet græs og jord væk for at kunne lægge fliser. Bagefter kørte jeg sand på. Jeg har slet ikke tal på alle de trillebørfulde jeg har kørt væk, men det kan mærkes i hele kroppen. Der skulle gøres klart til at vores venner kom i går, så de kunne lægge fliser.


Nu er fliserne lagt og vi satte havemøblerne ud. Her plejer jeg jo at have det største krukkebed i haven her ved gavlen af orangeriet. Det skal stadigvæk være der, men nu bliver krukkerne flyttet rundt om havemøblerne. (Jeg tror ikke, havemøblerne skal stå på denne måde). Til sommer bliver det nok hyggeligt med en hel masse blomsterkrukker rundt om siddepladserne.


De blå anemoner blomstrer nu.


Jeg havde helt glemt, at jeg satte nogle gule anemoner under æbletræet sidste år. De er endnu ikke sprunget ud. Desværre er der meget vorterod også. I morgen skal jeg luge i haven, så får jeg forhåbentlig fjernet noget af det.


Jeg fik også gravet ud til fliser her i hjørnet. Her plejer mine citrustræer at stå hele sommeren og arkitekten foreslog, at vi lagde flere fliser, så der blev plads til et par stole.


Karsten var fliselægger i går. Jeg har 4 citrustræer, der skal stå her og så kan Anders og jeg sidde imellem dem på hver sin stol.


Vi har en del knækkede fliser, hvoraf nogle skal bruges som trædesten ifølge haveplanen. Helle sorterede dem efter størrelse i går og satte dem på højkant, så kan vi bedre skelne dem fra hinanden og finde dem vi skal bruge.


Afdeling D, hvor havemøblerne står plus en hel masset andet, blev tømt og vægge og gulv blev fejet med kosten. Bagefter vaskede vi gulv. Helle og jeg var sammen om dette og Helle var rigtig god til at sætte tingene i system. Cyklerne skal ikke være der. Anders og Karsten kørte på genbrugspladsen med en hel masse, der kunne smides væk.


Thorkil fik hugget al det brænde fra de træer, som anlægsgartneren fældede i vinters. Vi tømte hele brændestabelen og byggede den op igen. Alt dette brænde huggede Thorkil i går og det tørre brænde ligger i en bunke, som man ikke kan se her, men det skal Anders lægge øverst i stakken i dag. Der er lige så meget brænde. Under brændestykkerne ligger stadig nogle lange store grene, som sørger for luftcirkulation og når de er blevet helt tørre, skal de også hugges op. Anders havde en del paller, der bare stod. Dem satte Thorkil op som indervægge i brændestabelen, så den blev lidt mere robust.


De første tulipaner sprang ud i fredags. Ved siden af stod Hanne hele dagen i går ved et havebord og sorterede alle Anders' skruer og søm. Han har fået samlet sig et kæmpe lager, men Hanne fik sat dem i system i små kasser og hylder ude i afdeling C. 
Thorkil satte wirer op på mine stolper, som klatreplanterne skal vokse op af og han brugte skruer. Hanne havde nærmest en hel marskandiserbod dér med skruerne og vi kunne alle få lige de skruer, vi havde brug for.


Der mangler dog wire på disse stolper. Vi har købt hegnstråd til formålet og skruer 5 cm lange skruer ind i bunden og toppen af stolperne, så der stikker 2 cm skrue ud, som vi vikler hegnstråden om.
Derudover fik Thorkil malet skorstenen på huset. Han malede både morgen og aften, så den fik to gange. Det pyntede gevaldigt på huset, da skorstenen var noget afskallet.
Derudover fik vi også algebehandlet plankeværket, som Anders næsten er færdig med nu. Ham og Karsten fik hentet de sidste brædder i Jem og Fix i går, så nu kan vi snart sætte flueben ved den opgave.
I dag har jeg simpelhen besluttet mig for ikke at skulle grave ret meget. Nu har jeg gravet i tre dage  for i går fik jeg gravet et stykke, som vi kalder for mellemgangen, nede til venstre ved plankeværket. Dér skal der nemlig også lægges fliser.


Her har jeg samlet en bunke sten, som havde været en kant rundt om to rosenbede, der er nedlagte. Nu må jeg lige se om jeg kan bruge dem til noget. Når vi har fået ryddet helt op ved brændestabelen, kommer de nok derud at ligge.
På tirsdag skal jeg holde foredrag, så det skal jeg lige øve mig lidt på nu, inden jeg går udenfor.

Roser og gravearbejde

$
0
0
Nu er "rosenhaven" snart færdig.
I går fik jeg plantet mine røde David Austin roser ud i to nye bede, med 4 i hvert bed.


De 8 røde roser er plantet i to små elipseformede bede, et nederst til venstre i billedet og et yderst til højre næsten helt oppe ved stolperne. 
I dag skal jeg grave et stort elipseformet bed ud dér hvor træet står. Jeg har købt nogle storkenæb Rozanne, som skal være under træet, som er vores blommetræ og så har jeg købt 4 lupinus blossom, som skal plantes sammen med storkenæbben, hvor jeg forestiller mig, at de skal nå op over storkenæbbene som 4 planter, der er fordelt ud i beddet.
Det store bare stykke jord midt i billedet skal dækkes med græs og jeg håber, jeg når så langt i dag, så jeg også når at få sået græs.


Klatrerosen Alchymist vil jeg kalde for en invasiv rose. Den var vokset ca.to meter op over rosenstativet og med grene ud over det hele, så stativet kunne slet ikke rumme den og var væltet til den ene side. Jeg tog en hård beslutning og klippede ret omfattende i den. Nu kan stativet stå oprejst igen. Jeg har ændret idéen om at lade en hvid blåregn vokse op af de store stolper ud for orangeriet og i stedet grave Alchymisten op og så sætte den op af stolperne. Den er for voldsom til dette stativ og jeg har klippet voldsomt i den for overhovedet at kunne få den ud af stativet.


Der er rigtig mange tulipaner på vej. Jeg glæder mig til om et par uger, når de nok er sprunget ud, for jeg kan ikke huske farverne, men tror, jeg har mikset dem mellem hinanden. Det er tulipaner, jeg havde i krukker sidste forår og jeg er ret imponeret over, at der er knopper i stort set dem alle - det lover jo godt!


I går aftes holdt jeg foredrag, der hedder "Sådan får du mere ud af din have" Jeg havde bagt gulerodskage, vi fik i kaffepausen, hvor snakken gik godt blandt deltagerne. Anders sneg sig lige ud og tog dette billede udefra. Brændeovnen var tændt og der var en god temperatur i orangeriet. Det var nogle spørgelystne deltagere og aftenen fløj afsted.

I aften skal jeg på udflugt med Pelargonieklubben og jeg skal bage kage. Nu er snart halvdelen af min ferie gået - det går godt nok hurtigt, men der er også gang i den herhjemme!

Haveplan del 3

$
0
0
Buksbom, pæoner og bonderoser.
I går gravede jeg pæoner og bonderoser op og plantede dem i et nyt bed, som er beliggende lige ved "indgangen" til rosenhaven.


Pæonbeddet er 2,5 meter langt og en meter bredt og jeg har plantet 3 bonderoser og 5 pæoner (to forskellige pæoner). Jeg har plantet dem nøjagtigt lige så dybt, som de stod før og jeg håber ikke, jeg har beskadiget rødderne for meget. Der gik nogle knolde til, da jeg gravede dem op, men der er stadig en stor klump tilbage på dem alle. Bonderoserne blev flyttet, da der skal være opstammede syrenhortensia på deres gamle sted og pæonerne stod for trængt i østbedet og havde for stor konkurrence af roserne.
Jeg har også fyldt jord på nogle steder i denne del af haven inden jeg såede græs dér hvor de nedlagte bede var.


Næsten alle mine jordbærplanter har jeg også flyttet. Jeg ved ikke rigtig hvor supergod denne idé er, men jeg forestiller mig, at de skal være bunddække her mellem stolperne, hvor  der på de udvendige sider skal plantes klatreroser. Jeg har plantet tre rækker og der er plads til at jeg kan gå imellem og plukke bær. Der er stadig en fjerdedel jordbærplanter tilbage i det gamle bed, dem ved jeg endnu ikke rigtig hvor jeg skal plante, måske finder jeg ud af det i dag!


Alle mine buksbom er gravet op og jeg har plantet dem i zinkkrukker på stakittet. Så har jeg også plantet to i hver af de store terrakotta krukker ved køkkendøren. De vil forhåbentlig vokse så godt, at jeg kan formklippe dem. Dem der er på stakittet vil jeg gerne have som runde kugler og dem ved køkkendøren skal være pyramideformet.


Der blev plantet lidt buksbom i krukker i indkørslen også.


Resten står her i plastikpotter og jeg vil forsøge at sælge dem. Det er den småbladet én af slagsen, som skulle være god at formklippe.


Endelig fik jeg den anden dag klippet alle mine roser ned og i går fik de sidste komposteret kogødning og organisk gødning, så nu kan jeg sætte flueben ved den opgave!


De røde roser, som før stod langs husmuren, fandt jeg endelig navnet på dem, da de blev gravet op. Jeg tror, der står: Allotria på mærkatet. Jeg ved i hvert fald, at det er David Austinroser.
I går eftermiddags kom der en stor pakke med posten. Det vender jeg tilbage til senere!

Blåbærhøjbed og flytning af andre bærbuske.

$
0
0
Afslutning på ferien med gospelkoncert i Baptisk kirken her i Nørresundby.
En fantastisk ferie med supergodt vejr det meste af tiden blev afsluttet med en gospelkoncert her til aften og nu venter arbejdet i morgen tidlig!


Hos www.growcamp.dk har jeg købt et højbed til mine tre blåbærbuske. De skal vokse i rhododendron jord, så jeg har fyldt bedet med 450 liter spaghnum og der kan vist godt være 100 liter mere, så det må jeg ud at have fat på. Højbedet er i giftfrit plast og 30 cm højt og 1,20 x 1,20 meter. Det passer fint til tre blåbærbuske. Højbedet var nemt at samle og skal bare stilles på jorden og fyldes op. Jeg har fjernet græsset inden jorden kom i.


Jostabærbusken har jeg gravet op og plantet en halv meter ved siden af. Begge dele står tæt op af hækken og efter at vi fik fældet naboens træer og de selvsåede træer, der var bag plankeværket, er der nu meget mere solskin i hele haven, så de får godt med sol, selvom hækken er bagved.
I morgen skal jeg flytte ribs, solbær og stikkelsbærbusken for dér hvor de står nu, skal bedet nedlægges og der skal sås græs.


Der er ved at være godt gang i roserne nu, jeg håber ikke, der kommer alt for meget frost, det hele er rigtig i gang efter al det sol og varme vi har haft.


Jeg har hver dag gået og kigget på de to små kugle-primulaer, jeg købte i sensommeren og de er næsten helt udsprungne nu. Den er da sød?


Forårsløgene er godt i gang. Perlehyacinterne springer mere og mere ud.


Lidt salgsplanter efter at jeg har delt alle de stauder, der var blevet store. Jeg har sat dem til salg i Den Blå Avis og på facebook. Jeg har også beholdt en del selv et andet sted i haven, som også er pottet op indtil jeg ved, hvor de skal plantes.

Nu er halvanden uges ferie slut og her til aften var jeg nede at høre genboen og hendes datter  synge i gospelkor i Baptisk kirken. Det var virkelig godt og en god afslutning på ferien. Nu kalder arbejdet igen, men det er en kort uge - kun tre arbejdsdage, så er der jo påske! :)

Plantebordene bugner og citrustræerne stortrives i orangeriet.

$
0
0
Man må vist godt være lidt stolt!
Der sker noget hver dag på plantebordene i orangeriet og det ser ret lovende ud!


Der er spirer i alle de forskellige planter jeg har sået, nogle er der mange af og andre kun få. Om godt og vel en måneds tid skal det hele plantes ud.


Her er det lyserød ridderspore og løvemund. Riddersporene skal prikles om - de lover regn i påsken, så jeg tror, jeg skal have et par "orangeridage" hvor jeg prikler og laver nogle flere pelargoniestiklinger.


Jeg har sået rigtig mange lathyrus og meningen er, at nogle skal bruges til goodiebags til foredrag og måske kan jeg sælge lidt også. Der er ikke så mange frø i hver potte, så jeg tror, man kan nøjes med at dele dem, når de skal plantes ud.


Jeg har to planteborde, et med tre sektioner og dette her med to sektioner. Begge planteborde har hylder både forneden og foroven, så der er plads til meget.
De fleste frø har jeg samlet fra min egen have og så har jeg byttet mig til nogle. Jeg har også købt frø, men jeg bruger ikke ret mange penge på frø. Alligevel føler jeg mig meget rig, når begge borde bugner med planter.


Hvis der bliver dårligt vejr nogle dage i påsken, skal jeg lave forskellige ting herinde:
Omprikle riddersporene.
Lave de sidste pelargoniestiklinger.
Potte showauriklerne om
Klippe krydderurterne ned inden de skal ud.


Appelsintræet har det godt og frugterne er nok spiseklare til juni/juli.Jeg venter en 3-4 uger før jeg sætter træerne udenfor. Jeg plukkede en enkelt appelsin i ferien for at teste om den var saftig og det var den! Jeg tror, min teori om kun at gøde hver 3.gang i sæsonen man vander for at få det optimale udbytte, virker. Forrige år gødede jeg hver gang jeg vandede og frugterne var tørre i sommers. Derfor gik jeg tilbage til kun at gøde med citrusgødning ved hver 3.vanding og det håber jeg nu har været nok. 


Citrontræet har det også godt. Jeg har plukket lidt citroner i vinterens løb og de var også saftige og gode. Lige nu er der mange blomsterknopper i træet samtidig med både gule og grønne citroner.
Udover disse to træer har jeg et pomelo-træ, et limetræ og to stue-appelsiner. De skal allesammen ud til maj. Det glæder jeg mig til for vi har udvidet pladsen dér hvor de plejer at stå, således at der nu også er plads til to stole. De står i et sydvendt hjørne ved huset og orangeriet og der er der meget sol og læ. Det bliver en god plads!

I dag har jeg vandet det hele derude. Sålænge der er så køligt om natten, er det nok kun at vande en gang om ugen og måske kun ca. hver 10.dag.

I morgen kommer der en pakke med geranier Rozanne, som skal plantes under blommetræet. Der kommer ni planter - jeg er spændt på hvor store de er. Måske er jeg så heldig, at jeg kan dele nogle af dem. Jeg vil gerne, at hele bedet skal dækkes med dem uden synlig jord. De fire lupinus blossom er plantet ud i bedet og tanken er, at de skal være en slags overstandere over geranierne. Jeg håber de fire lupiner bliver nogle kraftige planter allerede i år, så man rigtig kan se dem.

God påske.

$
0
0
Påskeferie.
I formiddags fik vi besøg af Villy og Lisbeth, som havde plastikpotter og dahliaknolde med til mig. Det blev jeg meget glad for. Orangeriet var allerede varmt, så vi satte os en times tid dér og hyggede os.


Sidste år lavede jeg tre påskeharer og de blev sat ud her i eftermiddag. Opskriften har jeg set hos Fru Pedersen.


I dag fik jeg lavet et lille bed, hvor jeg har flyttet min solbær- og ribsbusk hen. Ved stolperne skal der sås græs og så skal der tages den yderste række fliser op. Det vil jeg gerne have lavet i morgen, så jeg kan så græs, inden regnen kommer på lørdag.Dér hvor tulipanerne er og et stykke mere til venstre skal der være et elipseformet græsområde, hvor græsset ved højbedet binder græsset ved stolperne sammen med det elipseformede. Ved højbedet og ved bærbuskene skal der være espalierer.


En påskehare, der kigger sig omkring. :)


Det er lige før nu!


Jeg håber ikke, den stikker af:):)!


I skyggebedet er tulipanerne hvide og gule. Der er nu faktisk kommet meget mere sol her, efter at vi har fældet nogle træer.

I morgen får jeg leveret 6 opstammede syrenhortensia Vanilla Fraise fra Jespers Planteskole. Jeg er spændt på om det er én fra planteskolen, der kommer, for jeg tror da ikke fragtbiler kører ud langfredag? Jeg er så spændt på at se træerne - de var ret dyre, så kvaliteten skulle gerne være i top!

Det er lykkedes mig at få fat i nogle jernrør, der skal fungere som stolper til de to espalierer med rionet imellem. Jeg tror nok, jeg får dem på lørdag. Det er haveblogger Lene Jensen, der har skaffet dem til mig. 

Vejret var rigtig godt i dag.

$
0
0
Meget bedre vejr end forventet.
Vinden lagde sig ved middagstid og solen har skinnet hele eftermiddagen.


Jeg har fået fjernet den ene række fliser, kørt jord på på begge sider af græsstriben og sået græs begge steder. Det er meningen at der skal være græs ud for orangeriets foldedør i alle stolpernes længde henad. Den række fliser, der er tilbage, skal skiftes ud med fliser, der er 50 x 25 cm (Halvt så store), og der skal være trædebregner imellem dem. Men det bliver først en gang til efteråret eller næste år. 


Jeg tror, magnoliaen Cleopatra blomstrer om et par uger.


Kompostbeholderen er blevet fjernet. Den er blevet flyttet om bag plankeværket i ingenmandsland og så har jeg plantet stikkelsbærbusken, der hvor den stod. Jeg håber, den vil trives der og sætte lige så mange bær som før.


Hosta på vej op i alle krukker.


I eftermiddag kom de fra Jespers Planteskole med seks opstammede syrenhortensia Vanilla Fraise. Jeg er virkelig helt benovet for på hjemmesiden stod der, at det var 120 cm's stammer og jeg tror faktisk, de er højere. Det er jeg så glad for, for de skal plantes langs stakittet ud til vejen og det er så godt, at kronen stikker op over stakittet, så man rigtig kan se blomsterne.  Jeg glæder mig så meget til at se dem i fuldt flor.


De er meget blå disse perlehyacinter De står på det lille zinkbord.


Bagved DSB's marker for enden af vejen, er de begyndt at måle op til et nyt togspor, der skal køre ud til lufthavnen, og en maskine pløjer alting ned. Da Anders gik tur på stien langs med, så han en lysning med en masse påskeliljer, som også skulle pløjes ned. Derfor tog vi i formiddags cykeltraileren og gik derop og gravede alle påskeliljerne op og tog dem med hjem! De  er i fuldt flor, men mon ikke man kan lade dem visne ned i en kasse og så plante løgene ud til efteråret? Vi syntes, det var synd, at de skulle gå til, men nu kan jeg forhåbentlig have glæde af dem i haven i stedet.

Vanilla Fraise-træerne skal helst plantes i surbundsjord, så jeg skal forhøre mig hos naboen om jeg kan låne bilen og hente jord i morgen eller på søndag!


Afrikansk skab som aurikel teater og meget mere.

$
0
0
Man kan købe meget billigt i Gul og Gratis!
Jeg har længe gerne ville have noget ophæng på væggen udenfor til alle mine showaurikler, som bliver til flere og flere hvert år, da jeg deler dem. Egentlig havde jeg tænkt at bygge en vægreol selv, men Anders foreslog at jeg fandt et billigt skab i stedet.


Jeg fandt dette afrikanske håndlavede skab, som var rigtig billigt, hvis vi selv hentede det. Heldigvis var min bror og familie til påskefrokost hos os i går, og han kørte selv i sin varevogn, så vi kunne hente skabet. Nu hænger det på udhuset, så det kan ses fra køkkenvinduet og hver dag, når vi sætter cyklerne ind. Der var plads til fire potter med showaurikler. Lågerne har jeg sat en snor i og hæftet snoren på bagsiden af skabet, så de ikke smækker i, når det blæser. (Det hænger meget i læ, så jeg tror ikke, der er fare for, at potterne falder ud, men i stærk blæst kan jeg bare lukke skabet.)


Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, fik jeg plantet de 6 opstammede træer ud, to i potter og resten i et bed.


De to i krukker står op af husmuren.


Resten er plantet i bedet her ud mod vejen. Som man kan se, stikker kronerne op over stakittet, så man bedre kan se dem. Ved fødderne skal der plantes hostaer, men lige nu nyder jeg synet af alle tulipanerne, der er på spring, så hostaerne må lige vente en måneds tid. Min bror og Anders fik også hentet surbundsjord i Plantorama, som træerne skulle plantes i. Jeg var så heldig, at jeg havde et gavekort til Plantorama og det kunne næsten betale jorden.


Tulipankrukkerne ser ret lovende ud. Da jeg plantede dem til i efteråret, kom jeg lidt færre løg i hver krukke end jeg plejer og jeg tror, det er godt, for det ser ud til, at der er knopper i dem alle og de skal ikke konkurrere så meget om pladsen.


Det lykkedes mig at skaffe jernrør via facebook, som skal bruges til espalierer med rionet, som jeg har i forvejen. Der skal vokse rosenslynger op af dem, som jeg har sået i orangeriet. (Det er frø, jeg har byttet mig til).


Jeg har pottet en del stauder op, som jeg har gravet op både fra nedlagte bede og stauder, der skulle deles. De fleste skal jeg selv beholde og forhåbentlig snart plante ud på nye steder. En del skal sælges også, hvis jeg kan det.


Jeg vil gerne have dem plantet ud inden varmen for alvor kommer så jeg ikke skal gå og vande dem, for jeg får jo mange krukker senere, der også skal vandes!


Jeg føler mig så rig, når jeg kigger på alle disse tulipaner, som allesammen er genbrugs tulipaner, jeg har gemt om sommeren efter at have haft dem i krukker om foråret. Det er løgvæksterne, der giver farve i min have lige nu, men snart vil jeg bruge lidt energi på at finde ud af nogle buske, der blomstrer her i foråret, så hvis der er nogle, der har nogle gode bud, må I meget gerne skrive en kommentar om det. Jeg har noteret mig blomstrende stauder, der blomstrer nu, men dem skal jeg nok først have til efteråret. Jeg forsøger at holde alle udgifter til haven på  så lavt niveau som muligt, og genbruge mest muligt af det jeg har og så har jeg sået rigtig meget også. På den måde kan jeg godt få råd til de ting, jeg bare ikke selv kan "producere"!

I denne uge skal jeg begynde i modsatte del af haven med at grave pæretræet op. Det bliver sat ned på marken - det har skurv og pærerne falder af inden de er modne og så er der kun et par stykker tilbage. Derefter skal jeg markere elipseformede arealer til græs. Jeg skal dog også forberede mig på forårets sidste foredrag næste tirsdag. Så måske når jeg kun at grave pæretræet op!

På spring

$
0
0
Trods kulde og blæst
Stauderne er på vej op i bedene og dag for dag skyder der flere spirer op i det store staudebed. Efter at anlægsgartneren i december kørte med sin gravemaskine, er mange stikskilte forsvundet og der er kørt i bedet, så en del er jævnet med jorden. Det er svært at luge for jeg ved ikke, hvor og hvad der kommer op, men jeg kan da se forskel på krudt og ukrudt, så jeg håndluger ukrudtet.


Her er der noget på vej, jeg kan desværre ikke se hvad det er, før det er kommet noget mere op.
Jeg bliver så glad over, at stauderne kommer op trods al den færdsel, der har været i bedet hele vinteren og selvom vejret i denne uge er koldt og blæsende, ER det forår. Og stauderne VIL op.


Stjerneskærm er kommet godt op flere steder. Jeg tror, jeg må være forberedt på, at nogle stauder er gået til. Høstanemonerne er indtil videre kun kommet op to steder. 
Når jeg går en tur i haven, bliver jeg i rigtig godt humør, for det er så livsbekræftende når planterne trodser kulde og blæst og jeg dag for dag kan se, at der sker noget. Så kan man da kun blive i godt humør?


De gule anemoner er nu helt udsprungne. De står under æbletræet. 

Haven og arbejdet i haven er meget befriende og det er skønt at arbejde fysisk og lade hovedet slappe af og tænke frit. Det giver fornyet energi og jeg kommer lettere igennem min arbejdsdag ude på sygehuset.


Påskeklokkerne er stadig fine.


Tulipanerne har klaret de sidste par nætters frost fint. De hang lidt med hovederne i går morges, men i dag står de flot igen.


Den gamle kulvogn kom ud for et par uger siden og de to potter med lyserød storkenæb er godt på vej. Sidste år dækkede de vognen - det håber jeg, de også vil gøre i år.


De abrikosfarvede roser har det fint ligesom resten af roserne. I går bestilte jeg 6 klatreroser hos JAS på Fyn og dem kommer Linda med den 2.maj. Jeg fik dem for en 50'er stykket. Det er knageme billigt. De skal plantes op af de nye pæle-espalierer i den del af haven, jeg har døbt "Rosenhaven".


Jeg har sået gule stedmoderblomster af frø, jeg har fået foræret. De blev plantet ud for et par uger siden, men de skal vist lige komme sig over kulden, før de får ordentlig fat!


Hornviolerne klarer også kulde og blæst godt. Dem har jeg købt i Netto for en måneds tid siden for 1,80 kr stykket. (Jeg købte 50).


Som man godt kan se, så er der mange blomsterknopper i duftsnebolden. De bliver helt hvide og blomstrer tidligt.
Jeg ved ikke rigtig hvordan det kan være, men jeg synes, jeg overkommer meget mere i haven her i foråret end nogensinde før - måske er det fordi jeg havde halvanden uges ferie for et par uger siden, hvor alle dagene stod i havens tegn. Det næste store projekt er udover at grave pæretræet op, at plante dahliaknoldene ud i krukker. Og så skal jeg lige vaske gulv i orangeriet inden jeg skal holde foredrag.


Clematis, som jeg plantede to af i efteråret - én ved hver tøjsnorpæl, skyder fra bunden af. Jeg er spændt på at se dem senere hen. Jeg har navnet et sted, men husker det ikke lige nu. 


Sølvsalvie har overvintret i krukken og den kommer fint nu. Jeg har to af dem.


Mine hjemmelavede lavendler har boet i disse to krukker i to år. Jeg har kun klippet i toppen de andre år, men en foredragsgæst sagde til mig, at der nok ikke skete noget ved at klippe dem ned. Det tror jeg nok, jeg gør, da de er blevet noget krogede og er ikke så pæne længere, så de trænger til at blive forynget.

Det var vist et lidt nørdet indlæg, men jeg bliver altså bare så glad i låget over min have!

Så kom krydderurterne ud!

$
0
0
Jeg tog chancen
og satte krydderurterne ud. Der var gået lus i mynterne og jeg var bange for, at det skulle smitte til andre planter i orangeriet. Jeg valgte at sætte dem ud og behandle dem med brunt sæbevand dér!


Det er ikke fordi, jeg har så mange krydderurter. De har overvintret i orangeriet og de trængte til at blive klippet, så det gjorde jeg i går.
Jeg har rosmarin, lakrids-tagetes, solbærsalvie, jordbærmynte og chokolademynte.


Rosmarin.


Lakrids-tagetes.
Skulle der komme nattefrost, må jeg lægge et gammelt lagen over dem!


I orangeriet har jeg pyntet bordet med showaurikler.











To af dem er i blomst.


Nu blomstrer vibeæggene.
I går fik jeg slået græsset for første gang og fik renset fliser og fejet.


Gule tulipaner tæt på udspring.
I dag skal jeg rense fliserne ude foran og klippe kanter. Det er dejligt, at vejret er så godt!

En travl uge indtil videre.

$
0
0
Græsenke siden i onsdags, men i dag kom Anders hjem igen.
Anders har været over ved svigermor en uges tid, fordi hun har brækket sit håndled. Men nu har hun fået gipsen af og kan bruge sin arm igen.
Jeg har haft travlt herhjemme dels i haven og i orangeriet - det skulle gerne se nogenlunde ud inden jeg skulle holde foredrag i aftes. 


Til alle foredragene her i foråret har jeg haft kameraet parat og ville spørge om jeg måtte tage billeder, men hver gang glemte jeg det, fordi jeg blev så engageret. Så da det sidste foredrag i dette forår var færdigt i går aftes, tog jeg dette billede ligesom for at sætte punktum for sæsonen. Det har været en stor fornøjelse for mig med mange hyggelige og udbytterige havesnakke. De har fået kaffe og hjemmebag hver gang. I går fik de bladankage:)


Ude i haven er der det fantastiske vejr i dag. Bonderoserne står med mange knopper. Der har aldrig været så mange knopper før.


Jeg tog lige et billede af en anden, som også har mange knopper. Jeg har tre styks og de ser lige fine ud alle tre!


Jeg har lavet et rent bonderose- og pæonbed. Som man kan se nederst til venstre, spirer græsfrøene endnu ikke, selvom det er tre uger siden, jeg såede. Jeg frygter lidt, det er fordi frøene er for gamle - de er nemlig ikke købt i år. Jeg har læst, at de gerne skulle spire efter tre uger.


Akelejerne gror godt alle steder.


Lupinerne gror også godt. Jeg har endnu ikke set nogle snegle, måske er de forsvundet efter anlægsgartnerens gravearbejde! Det kan jeg da håbe på. Men jeg er ikke så plaget af snegle.


Jeg har flyttet rosen Alchymist - det var et stort arbejde at grave den op. Først klippede jeg temmelig voldsomt i den for at få den ud af det rosenstativ, den var plantet i. Bagefter gravede jeg den op og der knækkede desværre nogle store rødder. Jeg håber den klarer sig her op af de store stolper. Jeg har købt en Alchymist mere hos JASroser, som også skal plantes op af disse stolper, som der er 18 af. Jeg har læst i Haven, at man kan bøje grenene i S-form op af espalieret, på den måde får de bedre plads.


Nu er blåbærhøjbedet fyldt op med jord. Jeg vil gerne plante tyttebær i bunden. Min niece synes jeg skal have et mere til rabarberplanterne, men jeg synes ikke, der er plads til det. Men jeg tænker over det!


Alunrod har klaret vinteren fint her på bordet, jeg klippede det visne væk den anden dag. Mor-barn planten i den tredje potte ser desværre noget vissen ud.


Blommetræet blomstrer snart.


Astilbe kommer troligt hvert år i denne krukke. Den fik nyt jord sidste år, så det tror jeg ikke, den får i år. Jeg plejer at lade gå to år med stauderne i krukkerne før jeg skifter jorden.

I weekenden vil jeg rigtig gerne plante dahliaknoldene ud i krukkerne. Jeg har ventet lidt på grund af nattefrosten. I aften skal jeg slappe af for jeg har en hård uge på arbejde, så jeg er træt når jeg kommer hjem. 

Dahliaknolde og oprids.

$
0
0
32 krukker med dahliaknolde.
I dag er vejret rigtig flot med sol og næsten ingen vind, så jeg valgte at plante mine dahliaknolde ud. Det blev til 32 krukker hvoraf nogle måske senere, når de er kommet op, bliver plantet ud i bede.


I år har jeg fået foræret en del knolde af Villy og Lisbeth, så jeg kunne plante mange ud. Jeg har forsøgt at holde dem adskilt i farvetemaer, men der er en 6-7 stykker, som jeg ikke ved, hvad farve har.


Krukkerne på det øverste bilede er med gule dahlier. Disse er pink og purpur.


Nogle af disse er lilla og hvide, men ellers bliver det spændende at se, hvilken farve resten har. I år bliver der dahliakrukker ude ved fortovet og ude ved indgangsdøren og så bliver der også nogle, hvor jeg vil grave potten  ned i jorden i bedene. Jeg synes, dahliaer er så fantastiske og de plejer at trives rigtig godt her hos mig. Mange af knoldene har allerede spirer.


I fredags aftes var jeg med pelargonieklubben til gartneriet Fruekilde, som er et pelargoniegartneri. Der fik jeg lige lidt forsyninger, som skal plantes ud om et par uger. Villy havde bagt kiksekage Uhm den var god!


Jeg er begyndt i nederste venstre hjørne med haveplanen og har ridset et elipseformet græsareal op. I morgen står den på gravearbejde.


Her skal også være et elipseformet græsareal. Der skal være tre af disse små i forlængelse af hinanden. Indtil videre passer målene på tegningen rigtig fint.


Nu blomstrer blommetræet. I aften har jeg planer om at sætte wirer på pælene, så klatreroserne har noget at få fat i, når de bliver plantet.


I går fik jeg pottet "test-tomaterne" op. Nogle er hænge-tomater og resten af lavtvoksende tomater. Jeg tester dem for Florama.dk.


Mine egne tomater blev også pottet op. Den har jeg haft i mange år, hvor jeg tager frø hvert år. Oprindeligt var det en tomat fra en måltidskasse fra Årstiderne, som var rigtig god. Black Zebra hedder den.


I efteråret såede jeg alunrod og de var flere måneder om at spire, men nu er de ved at blive til fine  planter. Moderplanten har jeg haft i krukke i mange år, men jeg tænker, at disse nye skal plantes ud i bede.

Jeg har en hel del frøplanter, som er kæmpe marguritter og så har jeg rosa spydverbena, begge er til salg for 10 kr stykket og 2 for 15,-. Så er du interesseret, kan du skrive til mig. Jeg sender gerne, hvis du betaler portoen:)

I morgen har jeg fri fordi det er 1.maj - det er en overenskomstmæssig - fridag. Det er ret skønt at den falder i forlængelse af weekenden. 

Roser, citrustræer og tulipaner.

$
0
0
For et par dage siden satte jeg citrustræerne ud. Det ser ikke ud til at der kommer mere frost, så nu skulle det være!


"Citrus-terrassen" er blevet udvidet med flere fliser, så nu er der også plads til et par stole. Så kan vi rigtig mærke duften fra citrusblomsterne, når vi sidder der. Det var havearkitektens idé at vi skulle kunne sidde mellem disse træer. Det er et solrigt sted med læ. Jeg tror det bliver en kaffe-pause-plads!


I går kom "Rosen-feen" Linda med roser fra JAS, som jeg havde bestilt. De blev sat i en balje med vand inden de skal plantes ud. Det er klatreroser til mine espalierer. Jeg er så taknemmelig over, at Linda ville tage dem med til mig. Charlotte fra Hosvillafryd kom også forbi og vi hyggede os i orangeriet med iste og jordbær. Det var SÅ hyggeligt.


Der bliver gravet i haven, så nogle steder ser det helt forfærdeligt ud i øjeblikket. Men jeg tænker og tænker over at få fyldt den bare jord med tæt beplantning. Det bliver mest genbrug med de planter jeg har og så tilføjer jeg lidt frøplanter og lidt nyt. I dag har jeg købt tre forskellige græsfrø, et Classic, et til at fylde op hvor der er pletter, og et til skyggesteder. Jeg har opgivet håbet om, at de frø, jeg såede for en måned siden, kommer op.


I går vandede og vandede jeg pæonbedet og alle roserne. Det var godt tørt efter al den blæst og solens varme. I dag blæser det også en halv pelikan, jeg er så træt af det!


Tulipanfesten er skudt i gang.


De fik også alle vand i går.


Nu er spring green også i gang.
I dag har jeg besøgt Maria med Livsnyderhaven og hendes bede var så flot dækkede med grønt. Jeg skal helt klart have fat i noget bunddække og har tænkt lidt på lavtvoksende storkenæb og måske hasselurt.
Tak til jer, der har givet mig gode idéer til forårsblomstrende buske. Jeg har vist fundet frem til dem, jeg gerne vil have og har nogenlunde styr på placeringen også! De næste dage skal der graves i stor stil og sås græs!

Roserne fra JAS

$
0
0
Først i dag fik jeg plantet de nye roser.
De har stået i en balje vand siden i onsdags, men nu er de endelig plantet ud. Jeg købte 6 hos JASroser og de ser rigtig fine ud. Det er allesammen klatreroser.

Billedresultat for alchymist rose

Alchymist havde jeg i forvejen, men jeg købte en mere og de skal begge vokse op af de store stolper ud for orangeriet.

Billedresultat for la france climbing rose

La France Climbing skal vokse op af de mindre stolper i "Rosenhaven". Stolperne er delt op i 5 vægge med 7 pæle i hver og der skal vokse en rose ved hver væg.

Billedresultat for ilse krohn superior rose

Ilse Krohn Superior er plantet ved en anden af de 5 vægge.

Billedresultat for compassion rose

Compassion er den tredje.

Billedresultat for new dawn rose

New Dawn er den fjerde og den har jeg ønsket mig længe!

Billedresultat for zephirine drouhin rose

Zepherine Drouhin er den femte på de 5 vægge, der nærmest danner en pergola. Alle rosenbillederne er lånt på nettet.


Men lige nu ser de jo ikke ud af meget. Jeg håber dog, der kommer lidt blomster i løbet af sæsonen. I går fik Anders sat wirer op af stolperne, så jeg kan binde roserne fast, når de begynder at klatre opad. Jeg vil forsøge at få grenene placeret så vandrette som muligt, så kommer der flere blomster.


Jeg skal have lavet et ordentlig bed ca. 40 cm bredt ud fra stolperne. Det var for varmt at grave alt for meget i dag, så jeg fik det ikke gjort. Jeg vil gerne have græsset lidt på afstand.


Som man måske kan se, ser roserne jo fine ud.

Udover at plante dem, fik jeg sået græs påny andre steder. Jeg har købt noget nyt græsfrø i Silvan - tre forskellige slags; en almindelig, en til skygge og en til at lappe eksisterende græsplæne med. Først måtte jeg vande over det hele.


I går var jeg med Pelargonieklubben hos Lone i Komdrup, hvor vi havde en stand. Jeg havde rigtig mange planter med og salget gik forrygende. Da jeg kom hjem, lavede jeg denne lille stand i vores indkørsel med resten af planterne. Vi bor for enden af en blind vej, så der kommer ikke mange forbi, men man ved jo aldrig.....

I morgen har jeg heldigvis tidligt fri og så skal jeg hjem og grave og lave elipseformede græsarealer. I dag var det for varmt til at grave!

Blogevent på Egeskov Slot.

$
0
0
En spændende dag på fyn.
I tirsdags var jeg til blogevent på Egeskov Slot, arrangeret af Haveselskabet, som havde inviteret nogle havebloggere og andre. Det var en meget god og spændende oplevelse og sjovt at møde de andre bloggere.


Vi fik præsenteret programmet for Copenhagen Garden Festival, som foregår i Valbyparken fra den 21.juni til den 25.juni. Det er et arrangement for at sprede haveglæde og som én har sagt er ambitionen at lave haveejernes Roskildefestival!

Vi fik præsenteret de 8 showhaver  som bliver opført af forskellige berømte danske havedesignere og det så virkelig spændende ud.
Der bliver også foredrag på en scene blandt andet med Claus Dalby.
Man kan se hele programmet HER


Efter præsentationen af Copenhagen Gardenfestival var Adam Engel på banen og lavede saft af vilde planter fra den danske natur. Man kan læse meget mere i hans bog "Vilde safter". Jeg fik et glas saftevand, der var lavet af kamilleblomster og honning. Det smagte virkelig godt.


Annette Heick fortalte om sin haveglæde og hvordan hende og hendes mand har bygget deres 3000 kvm have op. Jeg var så heldig at få taget et billede sammen med hende:)

Der blev serveret frokost, som var en slags pølseplatte med brød til og så var der kaffe/te med frugt. Efter frokosten skulle vi ud og vises rundt i slotshaverne. Det var chefgartner Peter Bonde Poulsen, der viste os rundt.


Det var spændende at høre om de gamle træer, som blev plantet for 287 år siden - det vil sige i 1700-tallet!


Hvert år planter de ca. 10.000 tulipaner og når de visner ned, åbner de haven for besøgene, som kan komme og tage alle de tulipanløg, de kan bære. Dagen er så eftertragtet, at alle løg er væk på 10 minutter. Det er for stort et arbejde at grave op og opbevare løgene til næste sæson, det er derfor, de gør det.


Her ser man slotsgartneren. Jeg mener, det var 22 år, han havde arbejdet i haven, så han kunne fortælle mange spændende og interessante historier om haven.


Det er Jens Bonde Poulsen, der har designet slottets rosenhave.


Her ser man bøgehækken indefra og de er også 287 år gamle. Haven benytter ikke sprøjtemidler, men biologisk bekæmpelse af skadedyr og ukrudt.


Dette er køkkenhaven.


Vi blev også vist rundt i gartneriet. Haven opformerer mellem 50.000 og 75.000 planter hvert år og en af idéerne bag slottets have er, at de laver alting selv. Ret imponerende!
Jeg lagde straks mærke til de store flotte duftpelargonier, de havde.


Jeg besøgte også haven for ca. 10 år siden og dengang købte jeg to duftpelargonier, som jeg stadig har og mine er i dag en meter høje og er plantet i store krukker.


Småplanter, der skal vokse, inden de bliver plantet ud.

Det var en rigtig dejlig dag, hvor der også var tid til at snakke sammen med de andre deltagere, hvoraf jeg kendte nogle stykker fra nettet og det var sjovt at få sat ansigt på.

Pelargonieudstilling og nye buske.

$
0
0
Stor bededagene er tilbragt hos gartneriet Lillienlund med pelargonieklubben.
I gartneriet havde vi for fjerde år en udstilling med vores fineste pelargonier og en bod med stiklinger til salg.


Klubben var dernede alle tre dage og jeg var med i fredags og i dag. I dag har vejret vist sig fra sin gode side med varme og ingen vind, så det var behageligt i dag. Vi fik mulighed for at fortælle om vores pelargonier og vi solgte da også en del stiklinger.


Jeg fik også lidt nyt med mig hjem - 4 forårsblomstrende buske - en blodribes, en fjeldribes, en kejserbusk og en dronningebusk. (Dronningebusken blomstrer lidt senere og det er en mindre sort end vanligt). Sammenlagt 460 kroner. Det synes jeg ikke var galt for 4 buske.


Jeg købte 7 ens hostaer for de penge jeg solgte pelargoniestiklinger for. De skal plantes under de opstammede syrenhortensier i bedet ud til vejen.


Som man måske lige kan ane, så er jeg i gang med haveplan del 4, hvor jeg skal lave tre små elipseformede græsarealer og jeg har lavet den ene. Bagved den er der en stor elipse med græs.


Her er det måske lidt tydeligere. I morgen har jeg tidligt fri og så håber jeg på, at jeg når at lave to elipser mere i samme størrelse. Rundt om er jeg ved at gøre jorden klar til at plante i og det er meningen at nogle af de nye buske skal plantes i dette bedområde. Jeg har købt græsfrø - tre foskellige slags - til skygge, almindelig græs og "lappe-græs", sidstnævnte skal bruges her.


Mens jeg har været væk, har Anders gravet betonfliser op, som var blevet brugt som en kant om det store staudebed. Det var nødvendigt for at jeg kan fortsætte med at lave de næste elipseformede græsplæner. Der skal også flyttes nogle stauder.


Som rosenfeen Linda sagde til mig, da hun kom med mine roser, så gjorde det ikke noget, at haven ikke var perfekt og det ses jo her. Jeg bruger en del tankevirksomhed på at forestille mig hvor stauderne vil tage sig godt ud, når dem der er i vejen, skal flyttes.

Langs plankeværket er jeg ved at vende al jorden i en spadestiks dybde, så det er til at plante i. Jeg graver en del gamle potteskår og mursten op, så det er nok mindst 50 år siden, at der har været plantet noget i det stykke jord. Dette nye stykke til haven giver mulighed for at plante en del.


I den anden ende af haven, kigger jeg tit på pæon- og bonderosebedet, mens jeg venter på, at det nye græs i nærheden begynder at spire.


I rosenbedene spirer valmuerne nu. Her er det Claus Dalby-valmuen. Jeg efterligner lidt fru Høneballe, som har de flotteste rosenbede med mørke valmuer, så jeg håber, mine tre bede kommer til at ligne lidt.


Til min overraskelse er jordbærene begyndt at blomstre - det lover jo godt.


Næsten alle dahliapotterne spirer nu. Jeg har læst, at det er en god idé at lade dahlierne vokse en 10-20 cm i potte, før den plantes ud i bedene for så er de ikke helt så attraktive for sneglene. Jeg er dog lige ved at tro, at al den køren i bedene af anlægsgartneren nok har fjernet sneglene. Jeg har i hvert fald ikke set en eneste endnu. Heldigvis har jeg aldrig haft de store problemer med snegle.
I orangeriet bugner plantebordene med frøplanter og nu kan jeg godt plante dem ud. I næste uge skal havearbejdet deles op i to områder; et til udplantning af sommerblomster i krukker og et til haveplan del 4. Jeg glæder mig til at komme igang!
Viewing all 619 articles
Browse latest View live